Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21 ti
TROMSØ AMT
clem fortælles, at de endnu er saa dygtige i trolddomskunster
eller besværgelser, at de siger, de ved, hvad enhver tager sig til
hele verden rundt. Ved sin kraftige mumlen kan de endog
trække de store hvalfiske i havet op paa stranden, og meget
andet, som skriften siger er trolddomssynd, er let for dem ved
den øvelse, de har deri. Jeg har hort, at kvinderne mellem de
steile bjerge i landet har skjæg, og at mændene, som holder til
i skogene, sjelden viser sig. Dyreskind bruger de til klær. Naar
de taler med hinanden, hores det mere ud som gnidsel med
tænderne, end som de skulde fremfore ord, og derfor kan de neppe
forstaaes af folk, som hor lige ved. Disse samme bjerge, som
er skrækkelige ved den evige sne, kalder de latinske forfattere
de ripheiske. Scritefingerne (scritefingi) kan ikke leve uden kulde
og sne. De kan lobe forbi de vilde dyr gjennem den hoie sne.
I disse bjerge er der en slig mængde af vildt, at man for største
delen lever af det i denne egn. Der fanges urokser, rensdyr og
elge som i Sverige.
Schol. 152. Andre siger, at Halagland er den yderste del
af Norge. Det ligger nærmest scritefingerne, scritefingi
(scrite-finni læses og) og er umuligt at betræde paa grund af de vilde
fjelde og den skarpe kulde.
Saxo Grammaticus skriver 1200) i Gesta Danorum Praefatio .s’. //
I de nordøstlige egne af Sverige og Norge bor skricfinni.
Dette folk bruger et ualmindeligt redskab til at komme frem paa,
og ved hjælp af det kan de i sin iver efter at jage naa op paa
de høieste bjerge. For at naa de steder, de vil, lægger de veien
meget listig i slyngninger. Og ikke er der nogen klippe, som er
saa steil, at de ikke naar helt til tops ved disse listige boininger
paa veien. Thi i begyndelsen, naar de forlader de dybe dale,
gaar de igjennem de nederste klipper ved at gaa snart hid snart
did under sin vandring. Derpaa gjør de veien mindre bråt ved
hyppig at boie til siden og tage paa skraa, og saaledes kommer
de tilslut ved disse krumme slyngninger paa veien til toppen af
det bestemte sted. 1 sin handel med nabofolkene bruger de kun
skindet af nogle dyr som varer.
I Historia Norvegiae (ca. 1 190) heder det:
Til Norge grændser der en meget vild og ode strækning, og
den skiller landet fra hedningerne. Dette øde land beboes af finner
og vilde dyr. Finnerne spiser kjødet af dyrene halvraat og
bruger skindene til klær. De er meget gode jægere og vandrer
omkring enkeltvis og har ingen faste boliger. De bor i skindtelte,
som de tager paa skuldrene, og idet de fæster glattede træstykker,
som de kalder ondros (aandrer) under fødderne, og mens renerne
(cervi) tra’kker gjennem snefonner og over bjergskraaningen farer
de hurtigere end fuglen, med hustruer og børn. Thi nogen fast
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
