Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I-T\NKU OG KEN.
211
Det finske og kvænske sprog har mange eiendommeligheder.
Meget omtalt har den saakaldte vokalharmoni været, som man
før troede at gjenfinde i alle finsk-ugriske sprog, men som dog
ikke findes i finsk. I kvænsk er den derimod gjennemført. Det
kvænske sprog har folgende selvlyd (vokaler) a, o, w (haarde);
ä, ö, y (bløde); e, i (ligegyldige). Naar stammestavelsen
indeholder en haard selvlyd (vokal) eller en dermed sammensat
tvelyd (diftong), kan ingen af de folgende stavelser faa en blød
vokal eller diftong, eller omvendt. Dette er vokalharmonien. Kun
de ligegyldige vokaler kan forenes med begge rækker; dog
foretrækker de de blode. Man siger f. eks. suomalainen = kvæn (finne),
men venäläinen = russer; lainen fordi der i foregaaende
stavelse staar a, läinen, fordi der i foregaaende stavelse staar ä;
talo-ssa i gaarden; men vedessä i vandet osv.
Til denne vokalharmoni er der ingen spor i finsk. Derimod
forekommer her en tilbagevirkende omlyd, idet et i e, u bevirker,
at i foregaaende stavelse æ blir til e, oa til o, uo til u og
ie til i, f. eks. ællo hjord, men elluv, bævdde bord, men bevdi-,
goatte telt, men go di; stiolo ø, men sullust; gietta haand,
men gitti.
De gjensidige forhold mellem de finske og kvænske
vokaler i ord, der oprindelig er de samme, er overhovedet
indviklet, overgangene er mangfoldige og ofte besynderlige og
regelløse.
Ogsaa i medlydene (konsonanterne) er der adskillig forskjel
mellem finsk og kvænsk. Intet oprindelig finsk ord kan
begynde eller slutte med mer end en konsonant; men forøvrigt
findes der saavel i finsk som i kvænsk en hel række lydlove,
efter hvilke vokalerne forandres saavel inde i ordene som i
slutningen.
Substantivernes boining udmærker sig ved en mængde kasus.
1 finsk er der saaledes:
1. Nominativ til betegnelse af subjektet, ogsaa brugt i
tiltale.
2. Infinitiv til betegnelse af objektet.
3. Genitiv til betegnelse af eiendom eller sammenhæng.
4. Allativ, som betegner stedet, hvorhen en bevægelse
foregaar (goattai = ind i gammen), eller den, med hensyn til hvem
noget gjøres (acce addi bardnasis girje = faderen gav sin søn en
bog).
5. Lokativ, som betegner stedet, hvor noget foregaar, eller
hvorfra noget udgaar: sidast hjemme eller hjemmefra.
6. Prædikativ, som betegner det man er som, eller blir til:
son læ su lutte balvvalægjen = han er hos ham som tjener;
audo-gassan saddat — blive salig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
