Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNER ()(i REN.
Videre sælger finnerne for 3.50—6 kr. nberedt renskind, videre
renhaar og selve hornene.
For solgte de ogsaa renost i Tromsø, men det er nu hort op.
Desuden forarbeides af horn en indretning til at væve baand
med, kjævler til at bage brød med, og punge af renkalvskind.
Videre børnepæske, vanter, komager, baand af uld, og huer. Haar
af rensdyr sælges til sengetepper.
Af nogen vigtighed er handelen med renskind med svenske
fjeldfinner, der kommer til Skibotn, og i Tromsø om sommeren;
prisen paa et rensdyrskind er da 2—5 kr.
Skind af ren, som er slagtet om vaaren, er de daarligste,
da de er fulde af igorm», larverne af et insekt, (oestrus tarandi),
som stikker hul paa renhuden.
Kvinderne, navnlig i Enare, er endnu mestere i at spinde
grovere og finere taugverk af opfiltrede fururødder.
Fjeldfinnerne fra Kautokeino har nu, som før omtalt, ophørt
med at grave sine penge ned; de sætter dem i sparebanken, hvis
de har noget tilovers.
Næsehilsningen, fortrolig hilsen finner imellem, var i ældre
tider i almindelig brug og gaar for sig paa den maade, at man
sætter næsetipperne sammen og derpaa med udtryksfuld tone
siger burist, burist!» (vel, vel!) Linné omtaler denne hilsemaade
fra sin bekjendte laplandske reise, og ligetil 1831 brugtes den
ifølge P. Læstadius almindelig i svensk Lappmarken. Nu for tiden
er hilsen med næsen neppe brugelig uden hos skoltelapperne, hvor
man endnu i omsorgsfulde mødres mund kan høre paamindelsen
til den opvoksende ungdom: «Vads oud njune!» («gaa og giv
næsen»).
Giftermaal. Naar man skal gifte sig, heder det fra
Kvænangen om sjøfinnerne, sporges der ikke efter stor eiendom; en
skarvebaad og nogle lineangler er ofte det hele; men kone skal
man have. Alt, hvad man siden behover, tager man paa kredit
hos handelsmanden, eller hvor det bare er at faa. Hvis siden
manden træffer til at dø, er gjælden ofte meget større end
eiendommen.
Ved fjeldfinnernes ægteskab eier hjertet næsten ingen del.
Rigdommen er det eneste, der afgjør den enes fortrin fremfor
den anden. Dog finder man den dunkle forestilling at skinne
frem,» siger Læstadius, «at lier alligevel er spørgsmaal om noget
vigtigere end bare at kjøbe og sælge en ren; thi det ansees ikke
ret vel at kunne gaa an at give penge, der ved dette tilfælde
heller ikke gjerne modtages; men det skal være et slags varer,
helst almindelige sølvsager, saasom skeer, bægere eller anden fin
stads til sølvkronen og sølvbeltet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
