Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lill)
TROMSØ AMT.
sig stærkt. Maaske har den ogsaa optraadt i Karasjok, hvor den
er kaldt «blodsygdom».
Renen angribes først af uro og ængstelse, gangen bliver
usikker og vaklende, dyret formaar ikke at folge den øvrige flok,
bugen bliver stærkt opdreven, dyret torster stærkt og fra
næseborene rinder en siruptyk, stinkende vædske. Øinene synes at
ville trænge frem af øienhulerne, og fra deil rode bindehinde
rinder flod. Appetiten er ophørt. Dyrene udbreder en
modbydelig stank omkring sig. Døden indtræder hos kalvene efter et
par timers forløb, hos ældre dyr stundom først efter 10—12
timers forlob; kun undtagelsesvis har et dvr levet et helt døgn,
efter at det var blevet sygt.
Sygdommen kan optræde overmaade akut; ofte naar renerne
havde lagt sig ned et sted for at hvile, uden at der i forveien
var iagttaget nogen syg ren, fandtes flere dyr liggende døde paa
stedet, naar flokken atter dreves bort af pladsen.
Renpesten i Lappland er efter professor J. Lundgrens
undersøgelser en særegen, ikke før beskrevet smitsom sygdom, hvis
aarsag er en sporedannende bakterie. Denne er rendyrket og dræber
et faar paa 20 timer.
Renens vinterføde er den lavart, som efter renen kaldes
ren-mose: lichen (bæomyces) rangiferinus; de norske finner kalder laven
jægel; de svenske viste. Den vokser almindelig saavel i høiderne som
paa det låve land, hvor der ikke er godt jordsmon eller muldjord.
Om vinteren holder den sig blød under sneen, men naar den
i varme somre blir tør og haard, vrager renen den.
I de egne af Sverige, hvor renen beiter om vinteren, er der
flade, lavlændte, for det meste skogbevoksede aaser. Sneen
lægger sig der i regelen, før marken fryser til, saa at laven under
sneen holder sig frisk og myg.
Med forbenene, som har brede, spadeagtige klover, der kan
grave temmelig dybt, skuffer renen sig ned til laven, idet sneen
sparkes op i en haug rundt omkring hullet.
Der paastaaes, at den kan mærke (eller lugte) lav (finsk
jægel) paa flere fods dybde under sneen, saa at naar renen
begynder at grave, ved finnen, at der er lav at finde.
Finnen er saa sikker paa dette, at han bryder op til et
andet sted, hvis renen ikke begynder at grave.
Udover høsten, saalænge sneen enten ikke er saa haard eller
saa dyb, at den besværliggjør beitningen, holder renen sig i godt
huld, men en vanskelig tid indtræder for renen, naar det lider ud
paa vaarparten, da solen om dagen tor overfladen op, medens
denne om natten fryser til og danner skare, der ofte kan være
saa stærk, at man kan kjøre paa den som paa en is. Renen tyr
da dels til de bratte lier, der enten er snebare eller i middags-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
