Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I’INWEK OG HE\.
Finnerne streifede i gammel tid over grændserne mellem
Norge, Sverige og Finland, og traktaten af 1751 taalte, at de
gjorde dette. Denne traktat var afsluttet mellem Norge og Sverige, og
dette sidste land besad dengang endnu Finland. Da Rusland havde
faaet Finland afstaaet, saa var efter den sædvanlige folkeretslige
opfatning traktaten ikke mere gjældende for den afstaaede del af
det svenske rige, men russerne taalte, at finnerne efter gammel
skik flyttede over grændsen med sine ren.
De forsøg, som blev gjort paa at faa en ny traktat istand
mellem Norge og Rusland, førte ikke til resultater, og Rusland
taalte da fra 1852 ikke længer denne flytning.
Traktaten af 1751 har Rusland aldrig anerkjendt officielt, og
det er saaledes en unøiagtighed, naar det heder, at Rusland har
opsagt traktaten.
Denne grændsespærring i 1852 gjaldt kun Norge; mod
Sverige spærrede Rusland forst ifra 1889 ved keiserlig kundgjørelse
af 20de juni 1888 og 22de august samme aar.
Efter grændsespærringen i 1852 flyttede russiske finner og
kautokeinofinner til svensk Lappmarken, hvorved de opnaaede at
faa vinterbeite i Sverige og Finland og sommerbeite i Norge.
Om disse flytninger har den svenske landshøvding i Nordbotn,
Widmark, meddelt oplysninger.
Efter grændsespærringen i aaret 1852 flyttede norske finner,
som borte hjemme i Kautokeino, tid efter anden med sine
renhjorder til de svenske Lappmarker; mange af de finske finner,
som med sine renhjorder havde flyttet paa den nordre side af
Köngämäelv, flyttede over til svensk Enontekis (Karesuando).
De norske finners flytning til Sverige var en folge af, at der
i Finmarken blev trangt for de renhjorder, som var der, da
eierne ikke kunde benytte sig af vinterbeite i Finland.
De finske finners flytning til svensk Enontekis skede for at
faa adgang til beite i Norge i sommermaanederne.
Flere af de finner, som flyttede fra finsk til svensk Enontekis,
vedblev at lade sine ren beite paa den nordre side af
Köngämäelv saavel høst som vaar; om vinteren betræder de sjelden svensk
omraade; en del af de finske finner, som flytter inden samme egne
uden at lade sig indskrive i Enontekis, overlader, naar de kommer
til den norske grændse, sine renhjorder til bevogtning af svenske
finner i sommermaanederne og tager dem igjen under sin
varetægt, naar de om høsten vender tilbage til svensk eller finsk
omraade. Alt dette tilligemed den omstændighed, at rensdyrene
i en række af aar i almindelighed har havt gode beiter og ikke
har været hjemsøgte af sygdom eller i stort antal er blevne
dræbte af ulv, har bevirket, at renhjorderne i særdeleshed inden
Enontekis har tiltaget i antal, og at finnerne for at erholde som-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
