Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SKIBSFART, JÆGTEBRUG OG BAADE.
465
hensigtsmæssighedshensyn, da stoffet, hvoraf raanokkan var
gjort, bedre taalte fugtighed end seildugen og som følge deraf
ikke saa let odelagdes; og ude ved raaens ender trængtes det
just mest, at seilet var stærkt. Af og til brugtes ogsaa et
top-seil. Seilet heisedes ved hjælp af en talje, og hele mandskabet
maatte da tage fat. Rorknappen havde fonn af en udskaaret
mandsfigur, rormanden , der dog i de senere tider var gaaet af brug.
Jægtens besætning bestod almindelig af 10 mand, paa de
større, ; tolvkars jægten , af 12 og pa a enkelte optil 16 mand.
Fortrinsvis berettigede til at være med som mandskab var de,
som fragtede sine varer med jægten. Vilde ikke disse, sørgede
jægtens eier selv for folk. Reskriptet af 6—3—1739 fastsætter
mandskabets hyre, der var noget forskjellig, alt efter jægtens
størrelse, lastens beskaffenhed og den enkeltes øvelse i det ombord
forefaldende arbeide, idet hyren var større for befaren» mand
end for «ubefaren . At reise som mand med jægten kaldtes at
segle , og manden kaldtes seglingskar >■•.
Ret til at holde jægt havde i regelen kun en mand inden
liver bygd; denne ret kaldtes «bygdefarretten , og hans jægt
bygdefarjægt . Rettigheden var i regelen knyttet til den enkelte
person og gik som regel over til hans arving, hvis denne var
villig til at holde jægtebrug. Præster, der i tidligere tider havde
holdt jægt, blev tilligemed andre embedsmænd samt proprietærer
negtet saadan ret ved nysnævnte reskript. Tidligere var det ret
almindeligt, at de nordlandske præster holdt jægt og selv reiste
til Bergen med sine fiskevarer, hvori det meste af deres indtægter
bestod. I det trondhjemske reformats af 1589 tillodes det
præsterne i Steigen og Hammerø vekselvis at reise til Bergen, og
den hjemmeværende præst skulde da betjene begge sognes kirker,
naar den anden segler . Jægteeieren var forpligtet at holde sit
fartøi i god stand; dette blev nu vel ikke altid overholdt. Om
en af Hammerøens præster, der var præst og provst i første halvdel
af forrige aarhundrede, fortælles der, at han, da menigheden en
søndag sendte klokkeren ind til ham med det bud, at ingen vilde
være med at sætte hans jægt paa sjøen og sende varer med den,
da den var saa gammel, gik ud og gav sine sognebørn følgende
myndige svar: «Jeg er eders præst, derfor skal I hore mig;
jeg er eders provst, derfor skal I adlyde mig; men som jeres
skipper befaler jeg.» Og saavidt man ved, blev Nils Schjeldrup,
der i en person forenede de tre embeder, præst, provst og
skipper, lystret.
Den, som sendte varer til Bergen, uden selv at reise med
jægten, fik i regelen en af mandskabet til at være kommissionær
for sig i Bergen, være føringsmand», som det kaldtes. Som
saadan varetog han befragterens tarv paa bedste maade.
30 — Troiiiriu amt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
