Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SKIBSFART, JÆGTEBRUG OG BAADE.
467
At fare saa lang en umaadelig Vei;
Hvad Fare medfølger, jeg skrive vil ei,
-Mig Tiden det ogsaa benegter.
Jægternes antal i Tromsø amt har vel været forskjelligt til
forskjellige ticler. Omkring 1836 var der i amtet 16 jægter, deraf
4 fra Tromso distrikt, der udgjør amtets nordlige del, 12 fra
Senjens distrikt. Disse forte aarlig til Bergen 60 000 voger fisk
og 2 ä 3 000 tønder tran. Omtrent den dobbelte mængde
fiskevarer fortes i det samme tidsrum fra amtets landdistrikter til
byen Tromsø for at udskibes derfra. I 1846 er jægternes antal
gaaet ned til 12, og for tiden er de vel aldeles ude af sagaen.
Handelsmændene var som oftest jægteeiere. Handelssteder,
hvor der tillige var jægtebrug, var bl. a. Borkenes i Kvæfjord,
Elsnes, Søvik og Sandtorv i Trondenes, Sand i Bjarkø, Havnvik i
Ibbestad, Kloven i Tranø, Gibostad i Lenviken, Kvitnes i Kariso
og Maursund i Skjervø, foruden flere andre steder.
Fartøier, der som jægterne var saa tungt lastede og af en
egen bygningsmaade, var ikke synderlig skikkede til seilads i
det aabne hav. De holdt sig derfor mest indenskjærs. Som
farlige havstykker, jægterne fra Nordland havde at passere, regnes
Vestfjorden, Folden, Hustadviken og Stathavet.
Jægtens eier kaldtes skipper; styrmanden havde befalingen
ombord; af og til var eieren ogsaa styrmand; men som regel var
han kun, hvad hollænderne kalder supercargo. Forretningerne
med lastens afsætning og indkjøb besørgedes af ham. Naar
handelsmanden var jægteeier, fulgte ofte en af sønnerne med som
skipper.
Jægterne med sin bygningsmaade var ikke gode krydsere,
det brede og ofte tungtlastede skrog kunde ikke skyde fart i
skarp bidevind, men var det foielig vind af passende styrke,
kunde jægten skyde fart som selve dampskibet.
Naar jægten kom hjem fra sidste stævne, indfandt sig alle,
som havde havt varer fragtede med den, for at hjælpe til
med at sætte den op. Ifølge ovennævnte reskript og vistnok
endnu ældre vedtægter var det pligt for enhver, som havde varer
med jægten, at mode frem ved en saadan leilighed. Det blev
da folksomt paa handelsstedet; thi ikke blot mændene mødte
frem, men de tog ofte sine koner og døtre med, saa at der nu
blev et stævne i det smaa hjemme i bygden. Varerne, som ’var
komne fra Bergen, lastedes ind i baadene, og ved høivande, eller
især naar det var springflo, lagdes jægten op i fjæren, og nu
gjaldt det at faa den op paa tort laud. Ofte gik den kun
langsomt, uagtet man af alle kræfter hivede i taljer og trindser, i
taug og tamp, og uagtet mændene arbeidede af alle kræfter, og
jægteeieren var paafærde med opmuntringer baade i form af ord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
