Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BEBYGNING.
411
er lav, og døren falder til af sig selv uden andet lukke. Den
anbringes enten i en af enderne eller omtrent paa midten af
langvæggen og deler i sidste tilfælde gammen i to ved et lidet
mellemrum adskilte dele, hvoraf den ene benyttes til vaaning,
den anden som fæhus. Gammen har ikke vinduer, men lyset
falder ned igjennem en aabning i taget (ljoren), som tillige tjener
til udgang for røgen fra det i midten af gammen anbragte
kogested. Naar om vinteren ilden er udbrændt, lukkes aabningen
ved en trælem, uaar det er morkt, men om dagen ved et over
en ramme udspændt tyndt skind, som afflækkes paa indsiden af
store kveitemaver og er gjeunemskinnende, saa at noget lys falder
igjennem. Ildstedet er midt paa gulvet og dannes af et par
stene, omgivet af 4 lodret staaende træstolper. Paa begge sider
er gulvet belagt med tynde riskviste, paa hvilke beboerne om
dagen sidder og om natten sover. Er hele gammen kun et rum,
da er den forreste og sædvanlig storste del paa begge sider
af-delt i baase for kreaturerne, og familien forbeholder sig selv kun
det inderste rum. En saadan gamme er større, og om sommeren,
naar kreaturerne er ude, ret rummelig og luftig; men om
vinteren, naar mennesker og fæ sammentrænges paa dette snevre
rum, er den opfyldt af røg, stank og smudsighed.
I andre bedre gammer er væggen ofte panelet, der er et
glasvindu og en skillevæg mellem mennesker og dyr.
De gammer, hvor folk og fæ bor sammen, kaldes
fælles-gammer, og flere forfattere, som Leem, Friis, distriktslæge Follum
og flere, har beskrevet saadanne.
Gammerue ser ud som tuelignende forhoininger, og
undertiden kan det selv paa nært hold være vanskeligt at skille denne
slags menneskeboliger fra jordsmonnet; mangen gang har det
hændt, at man paa farten langs Finmarkens strande har taget
en stor sten eller en stor tue for en gamme, og omvendt.
Fællesgammer eller fjøsgammer er nu for tiden sjeldne,
men i slutningen af det 18de aarhundrede var der nok af
dem i de fleste præstegjeld i Finmarken, især yderst ude mod
havet.
En fællesgamme er den usleste menneskebolig i Norges land.
Fællesgamme»,, saaledes som professor Friis beskriver den, er
som en underjordisk bolig, bygget af torv, lagt udenpaa et
spærreværk af krumme birketræer, der først er dækkede med et
eller flere lag næver. Den er noget aflang og munder ud i en
lav sval eller indgang.
Den kan almindelig være 5—6 m. i gjennemsnit og har
ildstedet i midten lige under en aabning i taget, der baade tjener
til at lede røgen ud og lade et sparsomt lys slippe ind; vindu
fandtes ikke ialfald fordum. I de bedre gammer er der to af-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
