Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ANTHROPOLOGI.
5
At finnerne ikke er en uddøende race mener Friis statistisk
at kunne paavise ved folketællinger fra Finmarken.
Unegtelig har finnerne vokset i antal ogsaa i den tid, da
nordmændenes antal under monopolhandelen aftog, men det er
et spørgsmaal, om man tør slaa finner i alle bygder sammen i
en almindelig karakteristik. Sjøfinnerne synes efter lægers,
officerers og præsters ytringer at staa lavt og at være degenererede.
Uagtet professor Friis anfører grunde mod den mening, at
finnerne er en degenereret race, ytrer han dog, «at den beslægtede
finlandsk-karelske og russiske befolkning har langt bedre end
nordmændene forstaaet dels at forjage, dels at denationalisere
finnerne, hvorfor sandsynligvis i tidens løb de sidste levninger af
dette folk vil findes i Norge, og den sidste fin blive begravet paa
norsk grund».
Heraf synes man at kunne slutte, at hans opfatning er den,
at finnerne i tidernes løb vil vige for de andre nationaliteter.
Kaptein Miiller, som var chef for Varanger kompani, skriver
om finnerne, at de savner mange af de nødtørftigste
forudsætninger for at kunne lære, hvad man skal bibringe dem. De lever
i gammer, oftest forpestede jordhuler, og spiser daarlig og
slet tillavet mad uden afveksling og er over al beskrivelse
skidden-færdige. Det er en ynk at se, hvor mange af dem er
deformerede, hofteskakke, haltende og lamme. Det samme er tilfælde
med kvinderne. Det skal være «komsen», der volder det.
Neppe nogensteds sees saamange skavanker og skjævheder
komme tilsyne som under lægevisitationerne i Finmarken, naar
alle rekruter optræder nøgne.
Fra 1898 til 1903 har Karasjok til forsvaret kun ydet 7
træn- og 1 linjemandskab; den sidste var af blandet herkomst.
Finnegutterne liker sig godt under vaabenøvelserne; der
behandles de lige med de andre, og heri sætter de formelig sin
stolthed, og deres selvagtelse vokser. De faar uvant god kost,
og de lærer folkeskik. Værnepligtens indførelse har virket meget
til det gode, har styrket nationalfølelsen og bidraget til at
fremskynde fornorskningen.
Til underofficerer synes finnerne ikke at due. De kan ikke
føre kommando. Respekt for dem er der ikke. Paa
patruljegang og i «spredt fægtning» er de flinke, og de kan indrette sig
i leir i en fart. Kogningen er igang paa kort tid; de gjør ild’
med næver, som de bærer paa brystet i store plader.
Præsten Tandberg, som i flere aar reiste omkring blandt
finnerne som missionær ytrer: Det er i det hele taget utroligt,
hvor mange vanføre der er. Paa enkelte steder kan man rent
forfærdes over deres mængde og over den navnløse elendighed,
de maa leve i. Der er ikke et sted i landet, der har en saadan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
