Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 90
FINMARKENS AMT.
skuffe til at skuffe den løse sne bort fra teltpladsen. 5—7 træer
reises op imod hverandre, og udenom bredes et gjennemrøget
stykke lærred, saa der øverst oppe levnes en aabning for røgen.
Ildstedet dannes i midten, og omkring samme bredes riskvister;
nu er teltet færdigt. Reiser flere sammen, saa forener de sig
paa denne maade om at opføre et fælles telt, som bliver større.
Reiseteltene er i almindelighed saa smaa og låve, at man, naar
man stiller sig i midten af samme, stundom naar endog op over
røgaabningen; et saadant telt bestaar kun af en fire, fem smaa
stokke.
Det egentlige vintertelt har et lidt mere vidtløftigt skelet af
teltstænger.
Det er først fire tykke træer, som kaldes bællje, der er noget
krumvokset i den ene ende. Disse sættes mod hverandre to og
to, og de to par stilles parallelt og i en afstand af henimod 2 m.,
og saa anbringes en stok omtrent af denne længde, røgstokken,
suo(vva)-muorra, imellem dem, idet den tappes ind i huller i de to
bæljepar. I røgstokken kommer gryden til at hænge. Disse fire
stokker med røgstokken danner en buk, som er saa at sige
grundskelettet i finneteltet, og andre stokke eller teltstænger støttes eller
fæstes til dette. Ved at anbringe flere teltstænger, bliver
finneteltet tilsidst 12-kantet eller 16-kantet, men kanterne er ikke
stærkt fremtrædende, saa det gjør indtryk af at være rundt, naar
teltdugen kommer paa.
I Sydvaranger er der faa fjeldbyer. Hos disse finner
er til forskjel fra karasjok- og koutokeinofinnerne «bælje»telte
en sjeldenhed. De benytter omtrent udelukkende de simplere,
mere enkle «lavvo»telte.
I lavvoteltene er teltskelettet, som berørt, kun raat tilhugne
birkestænger, der stilles sammen som en geværpyramide. Det
er karakteristisk for disse Sydvarangerfjeldbyer, at teltene staar
længe paa et sted. Der, hvor teltene engang er sat, staar de i
maanedsvis, selv om renhjorden flytter noksaa meget omkring og
fjerner sig noksaa meget fra teltene. Disse er da kvindernes
faste vinterresidens, medens manden som regel holder til i de
smaa vogtertelte hos hjorden og kun af og til, ofte kun en gang
om ugen, aflægger et kort besøg «hjemme».
Til teltdug bruges om vinteren et grovt, meget tykt uldent
tøi, omtrent som gulvtæpper, hvilket tildels forarbeides af finnerne
selv, men almindeligere kjøbes af sjøfinnerne eller de svenske og
russiske kvæner. Til sommertelt bruges tyndt vadmel eller
lærred, som er billigere, men mindre varigt. Øverst i teltet bliver
et aabent hill, hvor røgen fra ildstedet søger ud, og dette
tildækkes kun, naar ilden slukkes. Indgangen til teltet gjøres saa
liden som mulig, for ikke at foraarsage for megen kulde, og er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
