Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 94
FINMARKENS AMT.
Paa denne tid indtræffer derhos ofte surt veir med sneslud og
storm, hvorfor nordmændene har kaldt denne tid «reinkalveria».
Kalvene maa beskyttes ikke alene mod ulve og andre
rovdyr, men ogsaa ofte mod sin egen moder. Rensimlen er ofte
ligegyldig for den nyfødte kalv, lader den fryse ihjel istedenfor
at lade den faa patte. Derfor maa folk hjælpe til.
Man maa holde simlen, som netop har kalvet, saa kalven
faar patte, og moderen lugte paa den, og naar moderen har
vedkjendt sig den, er den reddet.
Den unge simle vil første gang, den føder, hyppig ikke vide
noget af kalven og vil ikke lade den faa patte, men springer fra
den, leder op sin egen moder og anstiller sig som kalv hos denne.
Den gamle faar da ofte det indfald, at antage sig sin voksne
datter og spænder fra sig sin egen nyfødte. Da kan straks 2
kalve gaa tilspilde, hvis ikke folk tager sig af dem. Finnen binder
en slig ung, uerfaren moder, lader kalven faa patte, eller de malker
selv simlen, tager melken i munden og sprøiter den ind i kalvens
mund. Derpaa stryger han haanden hen over kalven og bagefter
om munden paa moderen. Dette gjør, at hun lugter til kalven,
og begynder hun først at vedkjende sig den, kommer
moderkjær-ligheden, og kalven er reddet.
Suoppa kaldes en simle, som ikke vil vide af sin nyfødte
kalv, men spænder den fra sig.
Kalven pleier at følge moderen, til der kommer en ny kalv;
nogle kalve følger moderen 3—4 aar, endog efterat de selv har
faaet kalv; en saadan hunren, som selv har kalv og dog følger
sin moder, kaldes i Koutokeino vaEa.
2—3 dages tid efter fødselen er kalvene allerede saa raske,
at de kan følge med sine mødre, og man bryder igjen op fra
kalvningspladsen og drager videre mod kysten.
Med ren og renkalve, hunde og hundehvalpe, voksne og børn,
hus og bohave drager finnen langsomt afsted. Sneen ligger endnu
paa marken, og isen paa alle indsjøer er i regelen endnu farbar,
saaledes at teltsager og husgeraad kan føres i slæde. Renen kan
ogsaa bruges til at bære kløv. For at komme frem fordres nøie
kjendskab til terrænet, til fjeldene, isbræerne, indsjøerne, elvenes
beskaffenhed paa de forskjellige aarstider, vadestederne o. s. v.;
men fjeldfinnen har ogsaa et mærkværdigt kjendskab til terrænet.
Strækninger paa mange kvadratmile med indtil hundreder
indsjøer og elve kjender mange finner, og de har navn ikke blot paa
fjelde, indsjøer og elve, men ogsaa paa store stene hist og her
eller andre mærker.
Om vinteren kan 2 eller 3 familier have havt sine ren
sammen i en flok og følges da indtil etpar mil fra sjøen og skilles
her, hvis de har forskjellige sommerbeitesmarker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
