Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FJELDFINNERNE OG DERES RENAVL.
95
Vaaren er en vanskelig tid for renen. Den finder da mindst
føde og er mager og elendig. Paa de høifjelde, som finnen under
nedflytningen farer over, er lidet føde for renen. Græsmyrerne
er endnu bedækkede af sne, som ved stormen er bleven haard,
paa mange steder næsten som is. Paa de fjeldtoppe, som er isfri,
er der yderst lidet renmose. Renen lever da af det graaagtige
moserusk, som den gnaver paa stene og de golde rygge og toppe,
som den farer forbi. Flytningen maa foregaa langsomt, naar de
nylig kastede kalve skal kunne følge med. Renen faar derfor i
denne tid ikke tilstrækkelig næring.
Nogle finner med sine ren skal over til øerne. Er sundene
brede, maa de føre sine dyr i baad paa den maade, at hvert
enkelt dyr først indfanges med lassoen. Derpaa bindes alle fire
ben sammen, og det bæres ud i baaden. Hornene, som paa den
tid er begyndt vokse ud igjen, men som endnu er ganske myge,
kan skades ved denne behandling. For 100 dyr pleier finnen i
almindelighed at betale 20 kr. i færgepenge. Om høsten, naar
renen er bleven fed paa sommerbeitet, og kalvene er større,
svømmer hele hjorden over sund indtil mil brede.
I sommermaanederne behøver finnen ikke at opholde sig ved
hjorden og føre den fra beite til beite som om vinteren. Dersom
den om sommeren skulde gjætes og holdes sammen paa enkelte
flekker, vilde den vantrives. Hjorden faar om sommeren frihed,
saa den kan sprede sig noget, søge sin føde hist og her, efter
veirets beskaffenhed gaa op paa de høieste, vindhaarde tinder for
at blive kvit myggen; i koldt, taaget veir søger den ned paa
myrer, i dalfører og skogkrat. Renen er et halvvildt dyr og kan
ikke gjætes som kjør. Jo større friheden er, desto bedre trives
dyrene. Finnerne tager derimod post omkring ved de
bumands-jorder, som dyrene gjerne vil gjæste, især i fugtigt og taaget veir,
for at kunne møde og drive dem tilbage.
I ældre tider skal det have været almindeligt, at nordfarerne,
som finnerne kalder «fellaer», havde rifler med sig og skjød
tamren baade paa øerne og fastlandet, hvorsomhelst de saa en
leilighed til at gjøre det ubemærket eller var mandstærke nok til
at trodse finnerne, om de skulde blive overrumplede, førend de
kunde faa kjødet i baadene. Sligt strandhug finder ikke længer
sted nu, men rentyveri i smug er fremdeles en ikke ualmindelig
forbrydelse.
Om høsten drager fjeldfinnen atter tilbage til sine høifjelde.
Renen er da raskere og bedre istand til at sætte over fjorde og
sunde, saa flytningen foregaar hurtigere end om vaaren.
Naar fjeldfinnen om høsten forlader kysten med sin renhjord,
faar han ikke altid alle dyr med sig. Enkelte rensdyr, især
gamle ren okser, har for vane at gaa ganske alene paa ensomme,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
