Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FJELDFINNERNE OG DERES RENAVL.
97
Renmærke brugtes i gamle dage som «bomærke» eller
<üendomsmærke, hvormed ogsaa andre ting blev mærket.
Vedkommende brugte det ogsaa som underskrift eller aftegnede samme
under dokumenter med samme forpligtelse og gyldighed, som
navns underskrift i vore dage.
Mærkerne i renens ører er ofte overleverede fra far til søn.
Med sikkerhed kan fjeldfinnerne kjende de forskjellige
øremærker. Et forsvindende lidet hak kan være hele forskjellen
mellem to mærker ; men en fjeldfin tager ikke feil af disse.
Hver familie har gjerne visse egne, som paa den ovenfor
omtalte maade aarlig gjennemstreifes. Ved juletid pleier
Kouto-keinos og Karasjoks finner at opholde sig nogenledes i nærheden
af kirkepladsene; derpaa drager de efterhaanden mere sydpaa.
Tidligere drog de dels ind over den russiske grændse, hvor de,
paa den tid af aaret, da sneen ligger høiest, i de tætte skoge var
mere i fred for ulvene. Men efter grændsespærringen af 1852
har de ikke længer ret til at vandre ind paa russisk omraade.
Henimod vaaren drager de den samme vei tilbage mod nord og
kommer ud paa sommeren ned til sjøkysten eller til de omkring
fjordene liggende høider, hvorfra de om høsten atter drager op
imod Koutokeino og Karasjok. Keilhau omtaler i sin «Reise i
Øst- og Vestfinmarken i aarene 1827 og 1828», at nogle finner,
som han besøgte, paa denne maade flyttede fra Fasko-jokka til
Magerø, en strækning paa 2 geografiske breddegrader.
Hvor-længe finnen opholder sig paa hvert sted, beror særlig paa
renmosens mængde og den større eller mindre fare for ulve; sjelden
bliver han i ro paa samme plet mere end en 3—4 dage; saa
skal teltet tages ned og flyttes V* eller Vs mil længere bort.
Saa pakkes alt bohave sammen og transporteres.
Hundene spiller en vigtig rolle i fjeldfinnens husholdning;
de holder hjorden samlet, og bevarer den mod ulvens angreb og
hindrer den i at spredes og forkomme; hundene betragtes næsten
som en del af familien, og der er 10 til 12 eller flere af dem
til hvert telt; de maa nøies med den sletteste føde, men sidder
tilbords med sine herrer. De er ubehøvlede, og mens man sover,
kan de løbe over ansigtet og vælge sit leie, hvor de finder det
bekvemmest. De er smaa langhaarede kjøtere, og sædvanlig
magre, da de kun faar, hvad der er fornødent til livets ophold.
Uden gode hunde vilde renhjorden snart tabes. Hundene
farer ivei efter ren, som vil rømme bort fra hjorden, og de giver
sig ikke, om de maa forfølge dem milevidt. Rømlingerne maa
til slut vende om igjen, søge op sporet efter hjorden, og i fuldt
firsprang med hundene efter sig kommer de farende for at
gjemme sig midt inde i den tætte flok. Da først er de sikre
og ved godt, at hunden ikke tør vove sig ind i en tæt flok paa
7 — Finmarkens amt II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
