Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 102
FINMARKENS AMT.
Renen lever om vinteren af den lavart, som efter renen
kaldes renmose, lichen (bæomyces) ranqiferinus; de norske finner
kalder laven jcegel, de svenske viste.
Om vinteren holder den sig blød under sneen, i varme somre
bliver den tør og haard, og da vrager renen den.
Med forbenene, som har brede, spadeagtige klover, der kan
grave temmelig dybt, skuffer renen sig ned til laven, idet sneen
sparkes op i en haug rundt omkring hullet.
Renen fælder sine horn hvert aar, baade han og hun. Oksen
fælder midt i november, gildet ren i marts og april. Simlen
fælder i mai, omtrent 10—12 dage efter kalvingen. Renens horn
er fuldt udvoksne i slutningen af august. Oksens horn naar sin
fulde høide ved 7-aarsalderen, simlens ved 4-aarsalderen.
Antallet af takker paa de største renoksers horn kan gaa op til 60
og deres vægt til 18 kg.
Friis skriver, at det er ganske vist, at renen ofte med
stolthed betragter og nøie kjender sine store, grenede horn.
Finnerne mener, at hornenes form ikke er vilkaarlig, eller at
dyret selv hjælper til eller arbeider paa at faa hornet til at vokse
ud i grene. Derfor har de et eget udtryk i sproget, tsjorvides
åakkat, at udarbeide sine horn, og de paastaar, at renen i sine
ledige timer anvender baade meget arbeide og megen omhu paa
dette arbeide. Det heder, at det gjøres med bagbenene; renen
bøier kloven bagud og med knokkelen af leden ovenfor hoven
dels støder, dels gnider den paa den bløde, opvoksende
horn-masse, indtil der opstaar ømhed og fremkommer lidt vædske paa
det sted af hornmassen, hvor den vil, at der skal vokse ud en
gren. Hornmassen er svampagtig blød som en opskydende
kvanne-stilk, og straks der (om vaaren) er skudt op en stump, begynder
renen med bagbenene at bearbeide denne for at faa den til at
forgrene sig, som den ønsker.
Man kunde tro, at renen puffer og gnider med foden paa
hornet, fordi det klør netop der, hvor en gren af sig selv vil
skyde frem. Det heder imidlertid, at alle grene og tinder, selv
om der findes 20—30 paa hvert horn, kan sees af høire eller
venstre øie. Ingen gren vokser saaledes, at dyret ikke kan se
den. Medens renen «arbeider paa hornene», gløtter og kiger den
idelig op med øiet for at passe paa, om grenene vokser, saa de
kan sees og er symmetriske.
En ren, som har faaet skade paa det ene øie, saa den ikke
kan se hornene paa den ene side, eller som har et beskadiget
bagben, saa den ikke kan bruge det, vil, heder det, paa den side,
hvor den er blind eller har et daarligt bagben, ogsaa faa et
klodset, uskjønt og næsten ikke grenet horn. Vel forsøger den
at føie sig frem paa den blinde side eller gaar hen til et træ,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
