Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 130
FINMARKENS AMT.
rige spærrede Rusland først ifra 1889 ved keiserlig kundgjørelse
af 20de juni 1888 og 22de august samme aar.
Grændsespærringen ansaaes i Norge for en ulykke, som vilde
medføre ruin for de norske fjeldfinner, der blev af stængt fra det
rige vinterbeite i Finland og vilde savne fornøden føde for sine
rensdyr og derved geraade i armod.
Medens de norske rensdyr om vinteren vilde sulte ved at
forbydes adgang til Finlands vidtstrakte og lidet benyttede
beites-marker, vilde de finlandske vantrives om sommeren ved at
forbydes adgang til den norske havkyst.
Disse bekymringer var for endel beføiede, som det viste sig
efter grændsespærringens indtræden, om end følgerne ikke blev
fuldt saa slemme som antaget, og i visse henseender havde
grændsespærringen sine fordele for Norge.
Gjennem aarrækker havde, indtil 1852, antagelig opimod
50 000 norske rensdyr beitet i Finland. Disse maatte nu for
fremtiden søge sin næring i Finmarkens amt ogsaa om vinteren.
Grændsespærringen befriede vistnok Finmarken for ca. 15000
sommerbeitende finske ren. Men denne beitning havde af de
norske finner ikke været anseet som nogen følbar ulempe.
Ved afslutningen af 1751-aars traktat var Sveriges
grændser ubestemte, foruden i Koutokeino og Avjovarre, som Norge
beholdt, ogsaa finsk Enontekis samt Enare og Utsjok. I disse egnes
rige mosemarker, der før 1852 udgjorde finnernes største og bedste
vinterbeiter, havde Norges finner en ækvivalent for de svenske
finners sommerbeite i Norge i Tromsø og Nordlands amt. Ved
Finlands afstaaelse i 1809 formindskedes det svenske omraade,
og efter den russiske grændsespærring i 1852 blev omtrent 1000
nomader og 65000 rensdyr henvist til de indskrænkede
mosemarker inden amtets egne grændser. Den herlighed, Norge ifølge
traktaten havde i den tilstaaede beitesret paa de af Sverige til
Rusland senere afstaaede landsdele, var nu tabt. Sverige var efter
1852 sat ude af stand til at opfylde endog kun halvdelen af den
som vederlag for dets finners rettigheder i Norge overtagne præstation.
Naar virkningen af grændsespærringen skal undersøges, er
det vanskeligt at skjelne mellem, hvad der er følge af den
indtraadte forandring, og hvad der er begrundet i andre
omstændigheder, som i mer eller mindre gode vintre, i veirliget, i
sygdomme blandt renhjorderne, i utilstrækkelig bevogtning m. v.
Ifølge lensmændene i Næsseby og Polmak var der i
Øst-finmarken i 1856 38 reneiere med tilsammen 32 495 ren.
I Karasjok sogn var der ved udgangen af 1855 79 reneiere
med tilsammen 21 705 ren, hvilket tal er noget for lavt.
Antal af rensdyr i Tanen fogderi ved 1855-aars udgang
udgjorde efter dette ca. 54 200 ren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
