Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GRÆNDSESP.ERRINGEN AF 1852 OG DENS FØI.GER.
131
I 1852 anslog en kommission antallet af rensdyr i
Østfinmarken til omtrent 30000 og i Karasjok til 21 000, tilsammen 51 000.
Antallet af rensdyr i Tanen fogderi skulde efter dette være
forøget med 3 200 rensdyr.
Ikke destomindre erklærede Østfinmarkens fjeldfinner i 1856,
at antallet af rensdyr var betydelig mindre end forhen; en stor
mængde ren var gaaet tabt for eierne ved at spredes over det
finlandske territorium, afdrættet lykkedes ikke altid saa godt som
tidligere, fordi føden for de unge renkalve var for slet.
Finnerne opgav for folketællerne, at der i 1854 og 1855 var
tabt 1 925 rensdyr, som var komne over til Finland.
Store flokke af rensdyr, der om sommeren beitede paa
Va-rangerhalvøens vidder, passerer over den smale landstrækning, der
forener denne af havet og Tana omflydte halvø med sydsiden af
Varanger, for at naa de beitesmarker, hvor de om vinteren søger
sin føde. Paa dette sted var det før vanskeligt at samle disse
skarer, som i parringstiden, der just indtræffer paa dette
tilbagetog, er aldeles ustyrlige. Det er især paa denne tid af aaret, i
september og begyndelsen af oktober, at rensdyrene kommer bort
for eierne og splittes ad paa den anden side af grændsen.
Der blev da opført et gjærde fra Skippagurra ved Tana til
den indre bugt af Varangerfjorden, paa en strækning af omtrent
11/s mil, for at stænge for renhjorderne, indtil parringstiden var
forbi. Eierne kan her udskille og samle sine mærker, inden
beit-ningen af de fra mai til november fredede strækninger begynder.
En i 1857 nedsat kommission meddelte oplysninger fra
Koutokeino og Karasjok:
Koutokeinofinnerne forklarede i 1858, at udelukkelsen fra de
finske beitesmarker havde forringet de norske renhjorder. Der
var langtfra tilstrækkelig mosemark paa den norske side, og den
største del af sognet var skogbar, saa rensdyrene ikke fandt ly.
Disse var desuden stærkere efterstræbte af ulv paa skogbare
trakter, end der hvor skog fandtes. I de to til tre sidste aar
var renen, sagdes der, bleven mindre af størrelse, yngre dyr var
sultede ihjel, da de ikke havde havt kraft til at sparke op den
haarde sne. Skjønt mange var udflyttede fra Koutokeino til
Karesuando i Sverige, saa kunde dog ingen del af beitesmarken
paa norsk side spares, saa at mosen kunde faa tid til at vokse op
igjen. Efter grændsespærringen var koutokeinofjeldflnnerne
begyndt at søge over paa svensk territorium, hvor der allerede før
var mange rensdyr. Der vilde heller ikke være rum for stort flere.
Karasjokfinnerne oplyste, at deres renhjorder siden
grændsespærringen var bleven formindskede blandt andet ved, at en stor
del af dem spredte sig udover det finske territorium, hvorfra kun
faa erholdtes tilbage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
