Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 152
FINMARKENS AMT.
hederne kan vandre frem de faa alen. Dette forgemak er
ikke af de letteste til at komme igjennem, skjønt det er
tarveligt nok.
Man kan maaske komme vel ind igjennem den indre
dør-aabning, om hunden «Muste» ikke gjør gjæsten adgangen stridig,
og man kan reise sig til fuld høide. Men følelsen af det
behagelige i at kunne tilbagegive lemmerne sin naturlige stilling,
bliver dæmpet ved det nedover skuldrene hængende gammetag.
Er man derhos saa uheldig at træffe den store «fægryde» i fuld
kog, saa er gammen fuld af røg; nogle smaatuller, sorte som
gryden, er ifærd med at putte birkekvist og kvas under, og man
har da valget imellem at lægge sig plat ned paa det lidet
indbydende jordgulv, for ikke at kvæles af røg, eller man kan ile
tilbage den samme vei, man kom ind. Røgen forvolder den
uvante ulidelig svie i øinene, selv om de lukkes. Desuden har
den ophedede gryde ofte et stinkende indhold (gammelt
fiskeaffald m. m. — den saakaldte «løiping»\ og lugten blander sig
med gammens sure røg, saa lugte: og aandedrætsredskaberne
har vanskeligt for at opholde sig her, naar de er vant til
frisk luft.
Disse vanskeligheder er ikke tilfældige, men ved vanens magt
tager beboerne dem som smaa ulemper. Hver dag maa gammen
gjentagende opildes, hver dag maa der «løipes», og hver af de
lange vinternætter holdes gammens aabninger vel tilstængte
for at beholde varmen længst muligt. Disse jordhytter kan
desuden være noksaa tætte.
Er man kommet forbi «fægryta> og «ildmørja» midt paa
gulvet, uden at snuble over mangt og meget, saa naar man op
til den øvre ende, hvor hæderspladsen skal være, om saadan
findes i dette uføre.
Øinene vænner sig lidt efter lidt til den dæmpede belysning
eller det underlige halvmørke derinde, hvori gjenstandene skimtes
i dunkle, næsten mystiske omrids. Ørene har maaske
vanskeligere for at blive fortrolige med den sytende og brægende larm
fra de sultne dyr, hvis opmærksomhed er vakt, rimeligvis med
haab om, at dette fremmede kunde bringe ogsaa for dem noget
nyt — føde for den tomme mave. Opstyr fra den kant tvinger
maaske gammemor afsted efter en næve hø, der — trods det
mugne udseende — er et radikalt middel til at gjøre alt tyst
og stille.
Om nogen har renset «tverpallen» for os, vil bero paa, om
vi er ventede eller betragtes som saa «uskyldige» besøgende.
Gammeboerne har ikke ofte besøg af andre end finner, naar
undtages af og til lensmanden ; men hans nærvær gjælder i regelen
gammel gjæld, og da tør gjæstevelviljen være tvilsom, thi sjø-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
