Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 166
FINMARKENS AMT.
Smaabarn underkastes den samme 3 gange gjentagne
neddykning i iskoldt vand, naar de skal døbes, og bliver saaledes
kjøligt optaget i sin kirkes skjød.
Kjøbmand A. G. Nordvi i Mortensnes har omtalt
bryllupsskikke blandt skoltefinnerne.
De eiendommelige skikke er nu for endel forsvundne blandt
finnerne. Ved brylluper, barnedaab og begravelse iagttager de
omtrent samme skik og brug som hos sine mægtigere naboer, enten
disse er nordmænd, finlændere, svensker eller russere. Kun
skoltefinnerne gjør endnu tildels en undtagelse. Hos dem er der endnu
bryllupsskikke fra gammel tid, hvilket tyder paa, at det fordum
blandt finnerne som blandt andre vilde folkeslag har været skik
og brug, at man for ikke at gifte sig med beslægtede røvede
sin brud fra en fremmed og allerhelst en fiendtlig stamme.
Naar en ung mand vil anholde om en piges haand,
underretter han sine forældre, og han begiver sig saa med forældre og
slægtninge samt en frier eller talsmand til det sted, hvor bruden
bor. Næsten altid foretages frierfærden om vinteren, da det med
rensdyr et let at komme frem over de veiløse sneørkener. Det
gaar raskt afsted over tundraens øde vidder og isbelagte
ind-sjøer.
De altid aarvaagne hundes gjøen forraader ankomsten, og
naar bjældeklangen høres, iler brudens forældre og slægtninge ud
for at modtage dem, som kommer. Hver tager en ren og leder
den hen til husets dør. Her stiger de reisende af slæderne, og
kjørerenerne sætter befriede fra sæletøiet straks afsted ud i
vildmarken, hvor de snart finder frem til kamerater.
Gjæsterne bydes ind, og en for en kryber de igjennem den
låve og trange døraabning til den gjæstfrie arne.
Talsmanden fremfører først den almindelige hilsen: Raflie
vissui! (fred i huset), hvortil altid svares: Ibmel adde! (Gud! giv
os den). Derpaa hilser man paa hinanden paa finsk vis ved en
halv omfavnelse, idet man lægger høire haand paa hinandens
venstre skulder, stryger kind mod kind og næsetip mod næsetip
med ønsket: Dærvvan, dærvvan! (vel, vel).
Talsmanden tager saa ordet: «Maa det være os tilladt at
fremføre vort ærinde?» «Ja, vær saa god,» svarer pigens fader.
Talsmanden bukker dybt ’tre gange og takker for den
venlige modtagelse, men istedetfor at fremføre sit ærinde, tager han
uden at sige et ord frem af sin barm en anden talsmand, der
virker kraftigere paa finnernes sind end talemaader, nemlig en
brændevinsflaske. Han skjænker faderen, moderen og brødrene
hver tre drammer. Før de drikker, bukker de tre gange og gjør
korsets tegn paa græsk-katholsk vis, idet de sætter tre fingre mod
panden, brystet, høire og venstre skulder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
