- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XX. Finmarkens Amt. Anden del (1906) /
170

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

] 170

FINMARKENS AMT.

skole for at oplæres til lærere og missionærer, men i regelen har
resultatet ikke været heldigt.

De, som har været i længere og nøiere berørelse med
Finmarkens folk, mener, at finnernes karakter i det hele taget er
elskværdig. Rode siger, at de er godmodige og føielige, stedse
oprigtige, ordholdende og ærlige. Finnerne er muntre og livlige,
og skjønt livligheden gjerne ytrer sig paa en støiende og derved
stundom noget besværlig maade, idet de idelig lader munden løbe,
saa er dette at foretrække for den søvnige dorskhed hos mange
nordmænd i Finmarken.

Finnerne er i grunden høflige og beskedne; naar de ved
mange leiligheder synes at være det modsatte, da er det ofte af
mangel paa levemaade og begreb om det, vi anser for høflighed.
Finnen kan spørge om alt, som ikke kommer ham ved, falde folk
i talen, gaa med skidne fødder ind i et rent værelse uden at
banke paa døren, trænge sig ind paa folk, enten det er beleiligt
eller ikke, og opholde dem en halv time med et ærinde, som
kunde udrettes i fem minutter; men den, som behandler ham
nogenlunde vel, uden den sædvanlige ringeagt, vil neppe
faa-ubeskedne svar eller høre en grov mund og skjældsord; og
naar man møder en fin, tager han huen af og neier paa sin
maade med den sædvanlige hilsen: Guds fred, god dag! medens
kvænen med storagtighed ikke gider hilse den forbigaaende.

Fjeldfinnerne er mere stive og selvraadige end sjøfinnerne;
de er ikke saa troværdige som sjøfinnerne og bruger af og til
smaakneb i handel.

Mærker fjeldfinnen, at han skal drages til regnskab for sin
handlemaade, da er han snart borte, og ikke god at faa fat paa igjen;
thi han kan snart være mange mil borte, og han kan ikke findes
af andre end af fjeldfinner, og disse finder kun, naar de vil finde.

Leern skriver:

«Nogen særdeles Laster og Udyd ei- veed jeg ikke med
Sandfærdighed at tillægge Finnerne, undtagen, at en Deel ere
tilbøyelige til Drukkenskab, og somme ere ikke de oprigtigste i Handel
og Vandel. »

Finnen er ofte besværlig ved sin snaksomhed. Han kan
ofte kun vanskelig udtrykke sig paa norsk og bliver derved ofte
trættende med sin snak.

«Svatsighed og Veltalenhed,» skriver Paus, «findes udi en
høj- Grad hos Finnerne; thi hvor 2 Finner ere samlede, skal
Discoursen vare fra Morgen til Aftenen, uden at der nogensinde
mangler Materie, og anseer Finnerne denne Egenskab som en stor
Dyd; hvorfor, da en Find engang blev tilspnrt, hvad han syntes
om sin nye Biskop, tillagde han ham megen Ros, og deriblant
sagde, at han var veltalende som en Find».

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:52:33 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/20-2/0180.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free