- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XX. Finmarkens Amt. Anden del (1906) /
172

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

] 172

FINMARKENS AMT.

Lillienskiold karakteriserer finnerne i sin tid saaledes:

«Det sker sjelden, at nogen fin kommer til sin øvrighed
eller kjøbmand, uden at han oftest efter formue bærer noget i
haanden med sig, som ost og kjød, ryper, faar, vandfisk og
deslige til husets fornødenhed. Han vil dog for saadan skjenk
mest vederlægges med øl, brændevin og andet, hvorved
foræringer ofte dyrt betales . . . Foruden finnernes gavmildhed er de
fleste a ff en ærlig humør imod deres øvrighed med ærbødig
frygt og kjærlighed, villig og flitig i deres slæb, hvorimod de
dog gjerne vil roses. Sjelden inclinerer de til tyveri,
undertiden vel til løsagtige bedrifter, skal derfor ei heller
hinandens ondskab længe fortie. Sparsommelige er de, og af langt
mere nøisomhed, end som hos nordmændene kunde ventes.
Oprigtig i medhandling, saa at mindre skade ved dem end
som hos nordmanden er at hente. De elsker vel drik, dog
yppes sjelden i deres drukkenskab trætte og klammer, langt
heller fornøier de sig med deres finnemaal og sang. Deres sæde
udløber paa den orientalske maade krukende paa jorden, med
knæerne i kors overlagt, eller paa hakerne siddende. En
be-gjerlig nation efter nyt at vide, arbeidsom og derhos haardfør
baade i at faste, ved lang tid som til megen travail og kulde at
udstaa.»

Finnerne roses for sin gjæstfrihed. Neppe er noget
menneske i finnedistrikterne død af sult; og det er vel neppe hændt,
at nogen i Østfinmarken — det være sig fattig eller rig, ung
eller gammel — nogensinde er gaaet sulten fra finnens tarvelige,
men gjæstfrie bord.

Gjæstfri er han mod alle, undtagen mod udlændinger og
reisende, hos hvem han forudsætter penge i overflod, og som
han derfor ogsaa, naar leilighed gives, beskatter efter evne.

Det vil sees af meget af det, som er anført, at rensligheden
hos finnerne lader meget tilbage at ønske.

En skolelærer fra Snefjord beretter: At holde det rent inde
i sit hus, og at holde sine klæder rene har været og er
fremdeles anseet som en synd. Man hører dem ofte spørge, om der
hos Gud er et særegent rum for nordmænd og finner. Hvis man
vil vide, af hvilken grund de spørger saaledes, svarer de, at
finnen har det skiddent og nordmændene rent.

Finnerne er for den allerstørste del «hjemfødninger».
Indvandring fra de finske nabosogne Utsjok og Enare, som indtil 1751
delvis hørte Norge til, er foregaaet enkeltvis, idet navnlig fattige
utsjokere tager tjeneste hos norske finner, eller disse gifter sig
med piger fra de nævnte sogne. Paa samme maade har der
foregaaet en ganske ringe indvandring af fjeldfinner fra det
svenske sogn Karesuando. Større betydning havde indflytningen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:52:33 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/20-2/0182.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free