Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KARAKTER OG LEVEMAADE.
173
af sjøfinner fra Tromsø amt, fornemmelig fra Skjervø og Lyngens
præstegjeld. Udvandring af finner foregaar saagodtsom aldrig,
bortseet fra den siden grændsespærringen stedfundne overflytning
af nomader fra Koutokeino til det svenske Karesuando. I femaaret
1866—70 tog 68 koutokeinoflnner i saadan hensigt udflytningsattest,
uden at dog alle faktisk flyttede. Af ublandet finsk race er
saagodtsom ingen udvandret til Amerika, og kun ganske faa
norskfinske individer. Enkelte sjøfinner fra Sydvaranger har udvandret
til den murmanske kyst.
Til Amerika udvandrer finnerne ikke. Da i 1894 nogle
finner sendtes til Alaska for at lære eskimoerne rensdyravl, hed det
i Amerika, at det var de første finner, som var komne til de
forenede stater.
Der er nogen forskjel mellem finnerne i Koutokeino og
finnerne i Karasjok, hvilke sidste er opblandet med kvæner. I
Karasjok er der flere fastboende, i Koutokeino flere fjeldfinner.
Da det er fjeldfinnen, der repræsenterer formuen, følger heraf
igjen, at Koutokeino præstegjeld hører til de forholdsvis rigeste
i Finmarken, medens derimod Karasjok i denne henseende
indtager en beskeden plads.
Karasjokfinnerne er i udseende forskjellige fra sine
stamfor-vandte fra Koutokeino og Karesuando, da de i almindelighed har
en høi og stærkbygget vækst.
Fellman beretter følgende sagn: I den første tid, da
finnerne var her i landet, skal en stor noaide have gaaet omkring
og bestemt, hvorledes hver egn skulde befolkes af finner. Dette
ordnede han i denne sang:
I Utsjoki skal bo misundelige mudder,
i Enare lystige brødre,
i Karasjok de hornede og vakre,
i Avjuvarre de hoimælte og skrigende,
i Koutokeino blodige knive,
i Laksefjorden helt udslidte mudder.
Mudd, paa finsk muodda, er en pels, som har mistet haarene,
og hvis skind er krympet ind, saa den er tegn paa fattigdom.
Det er vel meningen, at der i denne sang skal ligge en
karakteristik.
I Koutokeino er finnerne smaa, lurvede, uvaskede og sjuskede
og ser sure og misfornøiede ud. Der er ingen brogede farver i
klædedragten, og ingen pynt hos det smukke kjøn, saa alt
er mere ensformigt. I Karasjok er mændene mere velklædte.
Mange ogsaa af fjeldfinnerne der er staute, stærke folk, som
tager sig godt ud i sine fine, brune pæske med røde bælter
om livet, indlagte med sølvsirater, med rask gang og mandig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
