Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KARAKTER OG LEVEMAADE.
177
Efter Bossekopmarkedet er finnerne i regelen overstadig fulde.
Bossekopmarkedets fristelser kan fjeldfolket ikke modstaa. Ædrue
og støe, med kjerriserne fulde af renkjød og skindvarer, kjører
de nedover. Der gaar en uges tid, og saa kommer de tilbage,
stærkt anløbne. Raide efter raide kjører opefter elven, melsæk
paa melsæk, kafEe, sukker og alleslags husholdningsvarer og
brændevinskagger fordeles ud over hele præstegj eldet, og
befolkningen faar sig en grundig rus. De smaa, i det daglige saa
fredsommelige og sagtmodige finner ser man nu hujende og
juoi-gende sprænge opover elven, slængende hid og did i kjerrisen,
ofte to paa hinanden i samme kjerris. Snart er de høirøstede,
brautende og stridbare og raver omkring mellem husene og
teltene ; snart ser man dem som døde fluer. spredte udover
stueeller teltgulvet eller i dyb søvn liggende , ude i sneen i de
mangfoldigste stillinger.
Finnernes tilbøielighed til at tage sig en taar over tørsten,
naar leilighed gives, er gammel; thi Lillienskiold skriver:
«Faar de først smag paa lædskedrikken, det afgaar sjelden
uden snur, saa hjernen oftere bliver perturberet, end at maven
derudi vorder til nøye. De drikker sjelden i enrum, men
uddeler godvillig sit følgeskab, at selv egen lod vorder ofte den
mindre. Og holdes det for deres sædvane ingen lyde, at
kvindfolkets forstand af brændevinens kraft regjeres.»
Egentlig tyvagtige er ikke finnerne, men de ligger ikke sjelden
under for den fristelse at stjæle andre folks rensdyr.
Rentyveri er hyppigt i Finmarken; det er vel sjeldnere, at
renen ligetil stjæles, men hyppigst gaar det saaledes til, at
vedkommende søger at skjule de rensdyr, som fra fremmed hjord
er komne over til hans, negter at være i besiddelse af dem og
at udlevere samme. Enkelte kan vel og forandre eierens mærke
til sit eget, og endel ved fjeldfinnernes hjemreise fra sjøkysten
tilbagebleven ren skydes derhos af fastboende og andre.
Umærkede kalve, som er komne bort fra moderen, betragtes
efter finnernes opfatning som herreløse, og enhver kan tilmærke
sig disse, selv om han ikke eier en simle.
I ældre tid, da fjeldfinnerne var saagodtsom Østfinmarkens
eneste befolkning, da fogden og amtmanden kun en gang aarlig
besøgte dem, og da der i Finmarken ikke var megen lov, klarede
finnerne rensagerne selv. Naar en fin havde taget en ren fra en
anden, og eieren kom til kundskab herom, gik han almindelig
med et par venner hen til synderen og tog en ren igjen, og
dermed var den sag ordnet.
Senerehen traadte forligelseskommissionerne i virksomhed,
og da bilagde disse sagen i regelen paa den maade, at den
12 — Finmarkens amt II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
