Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 178
FINMARKENS AMT.
skyldige betalte klageren skadeserstatning in natura, og
forligelses-kommissionen flk en slagteren for uleiligheden.
Men oplysningen steg, og da maatte finnen snart til thinget for
at klage ; der blev jo sagen taget grundigere. Dommeren optraadte
i thingstuen i uniform og med sabel og satte retten ved et slag i
bordet, til skræk for finnerne og især for de anklagede rentyve.
Selve renavlen har vel medført, at der har udviklet sig en
egen moral om eiendom til ren blandt fjeldfinnerne, som der hos
fiskerne er en egen moral om ret til fisk, naar dragningen af
deres egen line ogsaa fører andres liner til baadkanten.
De tildels store renhjorder kan ikke godt holdes samlede.
En og anden ren forvilder sig fra sin hjord, og slutter sig
til en anden. Ulven sprænger en hjord, og de vildfarende
slutter sig da til den hjord, de først træffer paa. Saa reiser den,
som har mistet ren, fra «by» til «by» og hører efter sine dyr.
I regelen finder han dem, men ofte er de blevet slagtede af den,
til hvis hjord de har sluttet sig. Oftest aabenbarer han dette
frivillig eller nødtvungen, idet den, som reiser og leder,-
undersøger hans skindbeholdning og paa mærkerne i ørene kan han se,
om nogen af hans ren er slagtet. Er ørene borte paa skindet, er
dette et meget mistænkeligt tegn. Er den, som har slagtet
fremmed ren, uærlig, gjemmer han skindet bort. Men ser fjeldfinnen
et eller andet mistænkeligt spor, følger han det og opdager
tyvekosterne. Oftest bliver parterne forligte uden øvrighedens hjælp.
Den skyldige betaler en erstatning, og dermed er sagen ordnet.
Men er manden fattig og ikke kan betale, bliver der sag, og
dommen var tugthus i Trondhjem eller Kristiania. Mange
fjeldfinner har gjort denne reise og er senere undertiden stolte over
sin reise. En fjeldfin, som saa mere kultiveret ud end de
øvrige, og som blev spurgt om, hvor han havde været, svarede, at
han havde været i Kristiania hos «Fryse» (professor i finsk J.
Friis) og lært ham finsk. Friis havde nemlig besøgt finnen og
benyttet ham til sine leksikalske arbeider, medens han var paa
tugthuset.
I de første aar, efterat dampskibene begyndte at gaa paa
Finmarken, var det af fjeldfinnerne kun de, som skulde paa
tugthuset, som kom til at reise med dampskib. En fjeldfin, som
blev sendt afsted for rentyveri, stod derfor i den formening, at
alle passagerer skulde paa tugthuset, og da han ombord saa en
ung dame, betragtede han hende nøie og sagde deltagende: «Saa
ung og allerede paa dampen.»
Der er ikke stor forskjel i levevis mellem de velstaaende
fjeldfinner og de andre. De mere formuende kan spise mere kjød,
drikke mere brændevin og holde flere tjenere, og saaledes tage
det mageligere; men anden luksus end i mad og drikke og ledig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
