Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KARAKTER OG LEVEMAADE.
179
gang kjender fjeldfinnen ikke til. I den rigeste fjeldfins telt er
intet, som udmærker dette for den fattigstes. Særlige huslige
bekvemmeligheder er ubekjendte, og en bedre eller overflødigere
klædedragt har intet værd. Hans kone og døtre har maaske
nogle sølvringe paa fingrene og spænder eller andre prydelser af
sølv i bæltet, men dette er alt. De enkelte rige, som eier tusend
rensdyr, har lidet forud for dem, som kun eier nogle hundrede,
men han har større bekymring og flere plager; thi at vogte en
talrig hjord er ikke let; ofte kommer mange ren bort, og om
tabene slet ikke er følelige i hans husholdning, gaar de ham til
hjertet. Han har kun det fortrin at æres og ansees som en rig
mand, han faar sine døtre tidligere gifte og kan give dem en
anseelig medgift, samt endelig kan han grave flere sølvpenge ned
i jorden.
At gjemme bort sølvpenge ved at grave dem ned eller lægge
dem under stene var før meget almindeligt blandt fjeldfinnerne ;
ogsaa han, som ikke havde stort tilovers, eiede dog altid en
liden skat i jordens skjød. Større sølvpenge var derfor før altid
i en høi kurs hos fjeldfinnerne.
Til guldet havde finnerne lidet kjendskab. Sølvet var det
metal, finnen elskede fremfor noget andet. I det forarbeidede
han sine smykker, i det samlede han sine skatte. Men disse
tog han ikke med i graven.
Kobberkjedler, kander og bommer med blanke sølvdalere,
forgyldte søljer og anden sølvstads brugte finnerne i levende live
at sætte i fjeldet. Tiderne var urolige, ikke var det godt at
føre sølv med paa flytning, da var det sikrere at grave det ned
i uren. Kun finnen vidste stedet.
At der graves penge ned, er nu vistnok ikke hyppigt, men
det sker dog endnu. Før sparebankerne blev almindelige, gjemte
finnerne paa denne maade sine penge, særlig fjeldfinnerne, der
ikke havde laasede huse til at gjemme dem i. Det fortælles, at
nogle havde gjemt dem saa langt bort i afsides fjeldmarker, at
de selv ikke har fundet dem mere. Det fortællés ogsaa, at naar
man paa fjeldene i stenurerne finder en mindre sten lagt paa en
stor sten, skal dette være mærke til, at der ligger penge gjemt
i nærheden, idet stenen er lagt som mærke paa stedet.
De sølv- og kobberpenge, der gjemmes paa denne maade,
lægges undertiden i en kobberkjedel, saa at regnvand ikke let
trænger sig ned i kjedelen.
Saadant gjemmested kaldes arahavdde.
Det har, som berørt, hændt, at døden har overrasket en
fin, uden at han har faaet tid til at aabenbare, hvor hans skat
ligger skjult, og den har ikke været at finde, men undertiden
kom den dog i arvingernes hænder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
