Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KARAKTER OG LEVEMAADE.
181
almindelige hos nordmændene, men før havde de særegne finske
navne. Friis nævner fra ældre tid som særegne fornavne f. eks.
mandsnavne som Aiken, Alits, Lalle, Rate, Viol, Diesse, Suk, Lamik,
og kvindenavne som Vaibi, Veike, Seimke o. fl.
Lillienskiold skriver om denne sag:
De lader sig ved særdelis naftne effter deris lands brug
op-næffne som ved andre stæder dis sælsommere maatte falde.
Saa-ledis lader de da deris børn opkalde Peritz, Tudekas, Niche, Save,
Junte, Sabbe, Miune, Tude, Jarre, Jux, Tario, Annot, Gierild,
Tveje, Faste, Ariut, Qvive, Biritz, Raste, Rigo, Wassiel, Macri,
Trophind, Demitz, Sawe, Meilet, Jurrild, Jephrim, Waske, Galling,
Zierge, Philemor, Spir, Maxin, Anga, Kieri, Fullic, Namblich,
Matfri med flere dislige, ihuorvell at een deel som dis bædre
civiliserit formisker sig med brugeligere tids naffne.
Naar to finner møder hinanden, lægger den ene armen
omkring ryggen paa den andens skulder. Dette er en art af
omfavnelse, som fra begge sider ledsages af ordet burist, som
betyder vel, godt. Denne maade at hilse paa bruger finnerne kun
indbyrdes; naar de vil vise nogen agtelse eller hengivenhed,
neier de, saavel mænd som kvinder, rækker derpaa sin haand,
efterat de først selv har kysset den, med ønsket om Guds fred
for ham selv og hans hus, skriver Hode.
Denne skik at kysse paa sin egen haand, før man rækker
den, var brugelig, ialfald tidligere, i Bergens omegn.
Fellman skriver om finnernes hilsen i Utsjok, at den er en
omfavnelse. Er venskabet særlig varmt, fører de ogsaa kind mod
kind. Nogle ved den russiske grændse bosatte finner skal,
ligesom skoltefinnerne, hilse hverandre ved at næsespidserne berører
hinanden. Dette bruges dog kun mellem slægtninge.
Næsehilsningen var en fortrolig hilsen mellem finner, og den
var efter Qvigstad og Sandberg i ældre tider i almindelig brug;
den gaar for sig paa den maade, at man sætter næsetipperne
sammen og derunder med udtryksfuld tone siger: Burist, burist!
(vel, vel!). Linné omtaler denne hilsemaade fra sin reise, og
ligetil 1831 brugtes den ifølge P. Læstadius almindelig i svensk
Lappmarken.
Nu for tiden er hilsen med næsen neppe brugelig uden hos
skoltefinnerne, hvor man endnu i omsorgsfulde mødres mund kan
høre paamindelsen til den opvoksende ungdom: Vads oud njune!
(gaa og giv næsen!).
Forfatteren af «Enn liden Vndervisning om Findmarcken»
fra ca. 1580 (jfr. bind I, pag. 8) skriver:
Om deris egteskabffi er heller inthett att thalle, thi der
ind-gaar ingen rett echteskabs stand, vden allenniste nogen faae,
men tager sig quinder huor och naar de dennem kand faa, och
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
