Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 184 FINMARKENS AMT.
Om denne sag skjændes, saa det er næsten umuligt for den
udenforstaaende at forstaa et ord af det gyselige gnaal.
Imidlertid gaar flasken om for at blidgjøre gemytterne, og
naar dette er skeet, kaldes de forlovede ind.
Kjøgemesteren oplæser da i fyndige ord kj endelsen, der
oftest lyder paa forøgelse af fæstegaven. Har brudgommen da
ikke penge, laaner han hos en af sine nærmeste og betaler
kontant summen, som kan være forskjellig, fra 40 til 400 kr.
Denne sum er brudens retmæssige eiendom, den hun
gjemmer som en helligdom til sin dødsdag.
Naar brudegaven er afleveret, stiller brudgommen sig ved
brudens side, giver hende haanden, og der skjænkes dem begge
et glas.
Nu bliver der gilde, som varer, indtil den sidste gjæst er
bleven saa drukken, at han sovner.
Den følgende dag flytter bruden til sin herre som hans ægtefælle.
Naar en pige skal gifte sig i kirken, skal hun gjøre
modstand mod at tage brudeklæderne paa sig. Det hører saa til,
siger professor J. A. Friis. Finnebruden skal gjøre modstand
under paaklædningen, hun skal græde, klage og jamre sig og sige,
at hun ikke vil være brud, og hun skal til slutning endog lade
sig slæbe frem til alteret. Altsammen til tegn paa, at hun er
en uskyldig og blufærdig pige. Det hændte endog engang, at
en brud for alteret paa præstens spørgsmaal, om hun vilde tage
N. N. til ægte, ligetil svarede «nei».
«Ja, saa kan jeg ikke vie eder,» sagde præsten.
«Jo, jo,» sagde bruden, «jeg tænkte, at du vilde spørge mig
en gang til.»
Stockfleth fortæller, at brudgommen har paa nogle steder,
hyppigst i Koutokeino, et langt hvidt klæde bundet som et skjærf
fra halsen korsvis over brystet og omkring livet. Bruden bærer
krone. Alene i Koutokeino hersker den skik, at under vielsen
holder to unge karle og piger et stort silketørklæde som en
tronhimmel over brudeparrets hoveder. Tørklædet kaldes pellet,
tilhører kirken, og der betaltes i leie for samme 8 skilling.
Finnerne kalder det blot line, tørklæde. Skikken skriver sig
formodentlig fra den tid, da Koutokeino hørte Sverige til.
Dette ord pell forekommer i norske sagaer i betydningen
kostbart tøi.
I beretningen om Gudleik gerdske (Olav den helliges saga,
kap. 65) heder det, at han i Gardarike kjøbte for kongen baade
«pell», hvilket han tiltænkte kongen til stadsdragt, og endnu
herligere stoffer. Om Sigurd Jorsalfar heder det, at han for at
vise sin pragt og rigdom seilede til Konstantinopel med seil
besatte med «peller».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
