Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 190
FINMARKENS AMT.
Ogsaa paa reiser i reiseteltet koger fjeldfinnen kjød om
aftenen. Før fyrstikker blev almindelige, let tilgjængelige og
billige, førte finnerne altid ildtøi med sig; de brugte et slags
halstørklæde, der var dannet som de gammeldagse pengepunge, og
bandtes om halsen, saaledes at enderne hang ned paa brystet.
Dette halstørklæde brugtes til deri at gjemme penge, samt
ild-tøiet, der bestod af staal, flint og knusk, samt en liden træskaal,
hvori der var svovl. Deri dyppedes den antændte knusk, og
naar det brændte med lue, tændtes spaan eller næver. Først
hænges en gryde over ilden, ligesom i familieteltet, men denne
pakkes fuld af sne, og saa atter sne senere, til gryden bliver fuld
med vand. En træøse eller slev, med hvilken sneen trykkes ned i
gryden, bliver staaende i samme, og saasnart sneen smelter,
begynder denne træøse, fyldt med sne og vand, at gaa rundt blandt de
tørstige. Imidlertid er et forsvarligt stykke frosset renkjød blevet
sat ved ilden for at tøes lidt op, før det hugges i mindre stykker.
Medens kjødet koges, kan der gjøres toilette. Allerførst bliver
komagerne taget af, hvorved nøgne, men rene ben kommer
tilsyne, thi finnerne holder altid fødderne rene; derefter bliver
bel-lingerne trukne af, vrængt og hængte op i teltet for at tørre,
tilligemed senegræsset, som bliver taget ud af komagerne og lagt
ved ilden, senere tager man bellingerne og komagerne paa igjen.
Omsider er kjødstykket saavidt tøet, at det kan hugges i
mindre stykker, og han, som skal hugge, reiser sig saameget, at
han kan ligge paa knæerne. Folk og hunde, og alt hvad der
maatte være i veien, gjør plads, saa at den knælende kjødhugger
kan hugge; han tager kjødet i den ene haand, og med den anden
løfter han øksen høit i veiret. I et trangt, overfyldt reisetelt,
hvor man sidder tæt, maa nu alle, mennesker og hunde, give
mere plads og saagodtsom lægge sig over hverandre. Alvorlig
sidder et par hunde saa nær, som det er disse dyr forundt,
og de rykker saa smaat nærmere og nærmere, slikker sig om
munden, medens deres begjærlige øine følger kjødstykke efter
kjødstykke paa veien til gryden. Et puf maa stundom til for
at holde dem borte fra et eller andet kjødstykke, der kommer
dem for nær. Gnister og brændende fliser farer en i ansigtet og
paa klæderne, medens kjødet koges.
Det er for denne fjeldfinnens grydes skyld, at sjøfinnerne
længes tilbage til fjeldet, maaske mere til den end til det frie
liv og uafhængighedsfølelsen. Den føde, fjeldfinnerne faar til
dagligdags, er meget bedre end den, sjøfinnerne kan faa paa
festdage. Thi hver dag koges hos fjeldfinnen rensdyrkjød, ofte af
unge rensdyrkalve, i store jerngryder. Naar kjødet er kogt, faar
alle et stort stykke paa et fladt trætraug, vistnok mere end et
pund. Kjødet tages op af gryden med en spids træpind. Kjødet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
