- Project Runeberg -  Norges Land og Folk, statistisk og topografisk beskrevet / XX. Finmarkens Amt. Anden del (1906) /
191

(1885-1921) [MARC] [MARC] Author: Amund Helland, Anders Nicolai Kiær, Johan Ludvig Nils Henrik Vibe, Boye Strøm
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

KOSTHOLDET.

191

rives straks i stykker med fingrene og fordeles, og graadig tager
hver imod sin del og slider det videre itu med tænderne og
fingrene og fortærer det i en fart. Af og til bruges kniv.
Kjødet duppes ofte i det afskummede fedt, som staar i en træskaal.
Brød til maden bruger fjeldfinnen ikke, og salt sjelden. Graadig
fortærer han fingertykt rensdyrspæk, hvilket han som det bedste
gjemmer tilsidst og ofte dypper i det paa suppen flydende fedt.
Den fede marv ansees som delikatesse og nydes uden salt og
brød. Kjød er fjeldfinnens kjæreste mad og om vinteren næsten
den eneste mad.

Imidlertid kan det hænde, at der røres tyk rensdyrmelk
sammen nfed den i kjedelen værende bouillon, eller der tilsættes
rugmel eller havremel og undertiden noget salt. Ogsaa denne
suppe fordeles og fortæres med samme glubende appetit.

Sjøfinnen, som kun har fisk og fiskelever med tran, har
aldrig midler eller leilighed til at lage sig saa god suppe, saa
fjeldfinnen har ikke alene velsmagen af sit kjød, men ogsaa
kraftig næring.

Sammen med kjødet kan ogsaa marvbenene koges; alle
benene sættes paa ende rundt om kanten paa gryden ned i det
kogende vand, og naar marven i den ene ende er kogt, tages den
op og den anden ende stikkes saa ned i vandet;, marvbenene
kløves, og marven tages ud. Finnerne koger og æder ogsaa
rensdyrets tarme, men de koges ikke i samme kjedel som
kjødet.

Finnerne steger undertiden kjød og fisk foran ilden paa en
tilspidset pinde (bassem eller bassem-muorra). Den ene ende af pinden
sætter de ned i jorden nær ilden, og paa den anden ende sættes
kjødet, hvor det da staar og steges. Der steges uden smør paa
denne maade. Saltet kjød bruger finnerne næsten aldrig; thi
kjødet af de dyr, som slagtes om høsten og om vinteren, behøver
de ikke at salte, da det holder sig godt frosset, og om sommeren
slagter de sjelden. Det hænder ogsaa, at fjeldfinnen røger
ribberne af rensdyret, dog uden først at salte dem. Med en kniv
skjærer han mellem ribberne her og der, saa at røgen bedre kan
trænge ind, stikker dem saa ind imellem teltdugen og stængçrne,
hvor de røges. Dugen, som hviler paa stængerne, holder dem
fast, saa de ikke falder ned.

De mange fjeldfinner, som ikke eier 200—300 ren, maa spise
mindre kjød, ofte kun suppe og mel, hvilket de maa fortjene sig
ved skyds om vinteren eller ved fiskeri om sommeren ved
sjøkanten, ved at fange ryper og ved at fiske i indsjøerne om
vinteren. Synker en fjeldfins hjord til 50 stkr. eller derunder, maa
han tjene den rigere eller blive sjøfin.

Det ovenfor omtalte hovedmaaltid holdes om aftenen. Om

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 20:52:33 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/norgeslof/20-2/0201.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free