Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 220
FINMARKENS AMT.
Her møder os, efter Olrik, et religiøst trin, der i væsentlig
grad svarer til, hvad vi ud fra de knappe levninger maa formode
at være broncealderens religion i Norden.
Der er overensstemmelser i skik og tankegang med nordisk
oldtid, tildels en meget tidlig nordisk oldtid.
Ifølge Nærø-manuskriptet bestaar deres offer dels i levende
kreaturer, saasom rensdyr, heste, gjeter, hunde, katte, en hane
og andre fugle, dels i forskjellige forarbeidede træfigurer, saasom
lange og store hammere til Tor, hakker og spader til Varalden
olmai (kornguden), baade til Bieka Galles (stormguden), et
menneskes billede til Muttu (dødsguden), Muhenaimo eller Satans billede
til Satan, solens efterlignelse til Paive eller solen, og rokker samt
spindetener til gudinderne, buer og pile til Leibolmai (jagtguden) etc.
Denne finske offerskik stemmer ikke med de andre finniske
folkestammers.
Heller ikke stemmer skikken med nordisk vikingetid. Der
er fra denne tid oplysninger om offermaaltider,
menneskeslagtninger og deslige, men gjenstande træffer vi ikke paa. Den
nordiske broncealder derimod har ganske tilsvarende ydelser af
offer-gjenstande, og der viser sig en mærkelig overensstemmelse mellem
begge. Broncealderen har 3 arter af særlig forarbeidede
offer-gjenstande: solbilledet, de smaa guldbaade, og de vældige økser
eller par af økser. Alle 3 har sidestykker i finsk: til Paive,
solen, ofrer man «solens efterlignelse», til Biekagalles,
«storm-gubben», hvem man anraaber om at standse stormen for de
fjeldeller sjøfarende, ofrer man baade, og til tordenguden ofrer man
hamrene.
Det heder i Nærø-manuskriptet:
Den vederstyggelige anden sædvane (om julen), finnerne bruger,
bestaar deri, at manden, med hustru og børn, ofrer hver en
messingring nytaarsdags morgen i en brønd eller bæk til solen,
hvoraf han tager det tegn, at dersom solen skinner saa klart paa
ringene i vandet, at de alle ser klare ud i vandet, da betyder
det godt aar o. s. v.
Denne messingring, der ofres til solen, maa være det samme
som «solens efterlignelse», der ofres. Dens henlæggelse i fri
natur minder om den danske oldtids store offerfund, allermest
om solbilledet, Trundholmfundet, der var henlagt paa mosen,
som til visse tider af aaret stod under vand. Hvis vi fra det
finske soloffer tør slutte tilbage til Trundholmfundet, vil vi sige,
at solvognen er en nytaarsgave til solen for at skaffe rigelig
med sol i det kommende aar.
Videre heder det i Nærø-manuskriptet:
Med solens ofringer omgaaes finnerne paa efterskrevne maade.
Naar finnerne bliver forvildet paa fjeldet om dagen ved snetykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
