Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252
FINMAPKliNS AMT.
nøies med det svar, som blev dem givet fra deres Saivo, ved
hjælp af en kniv, øks, sten eller bælte, nemlig naar disse ting
hængtes ganske frie og af en unaturlig drift bevægede sig, naar
de blev om noget adspurgte.»
Endelig mente somme missionærer, at noaiden kunde tale
med djævelen, som var i bommen.
J. Kildal beretter, at den noaide, som er blandt de
allergroveste i afguderiets kunst, holder runebommen undertiden op
under øret og gjor spørgsmaal til den, om hvad han vil vide,
og djævelen svarer ham da med lydelig røst fra runebommen paa
det, hvorom han spørger, thi djævelen er inde i runebommen.
Runebommen er nu kommet helt af brug, ialfald vilde det være
en stor sjeldenhed at komme over en saadan. I Finmarken er
den for længe siden ganske forsvunden og maaske ogsaa
kjend-skabet til den. Længe har den holdt sig i det skjulte i Tromsø
amt og i Nordland.
Runebommen brugtes efter et brev fra gaardbruger D.
Normann i Foldvik i Gratangen i Ibbestad (dateret 22de april 1870)
i Gratangen til 1838 og i Gravfjorden i Ibbestad til 1850-aarene.
Den brugtes til at «gjøre gand» med. Den religiøse vækkelse i
1850-aarene, som ogsaa udbredte sig til finnerne, afskaffede
runebommen.
I Qvigstad og Sandbergs «Lappische Sprachproben» (Journal
de la société ougrienne, 1888, III, pag. 83) findes et sagn om
runebommen fra Ibbestad. Endelig omtales (1. c. pag. 109) en
80 aar gammel mand i Hellemobotn i Tysfjorden, i hvis ungdom
man brugte runebomme. En beskrivelse af runebommen findes
(1. c. 104—108) af lærer Lars Olsen, født 1826 i Hatfjelddalen,
der som barn selv brugte runebommen. Trommen benyttedes
da her som et middel til at udforske fremtiden.
Hatfjelddalen er vel den egn, hvor runebommens brug længst
holdt sig. Egnen laa afsides uden ordentlig vei til hovedbygden
og blev først i 1860 et eget præstegjeld. Rektor Qvigstad
besidder et brev fra hr. pastor .7. Schjelderup, hvori det heder: «Et
par aar, efterat jeg i 1860 var bleven udnævnt til præst i
Hatfjelddalen, blev det mig sagt, at der hos en gammel lap skulde
findes en spaatromme, — saaledes blev den benævnt. Jeg ytrede
da, at jeg vilde begive mig til vedkommende for at undersøge
sagen; dette blev uheldigvis manden berettet og i forfærdelse
over præstens komme blev trommen — det sidste eksemplar,
som fandtes der — sænket paa havsens bund. Manden boede
nemlig ved et vand, Eisvand kaldet. Nogle uger derefter
fremmødte en hel del lapper til kirketjeneste; jeg benyttede da
anledningen til i min prædiken alvorlig at foreholde dem det
urigtige og syndige i brugen af saadanne ting, der var en levning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
