Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNERNES OFRINGER.
255
slaaet tildøde. Naar et offerkreatur ikke er bestemt til et helt
offer, hvilket er det hyppigste tilfælde, da beder han, som gjør
offeret, sammen saa mange finner, som kan være nok til at
fortære det med engang, afpasset efter offerets størrelse, thi der
behøves flere finner til at fortære en hest end til at fortære et
rensdyr, og flere til at æde op et rensdyr end en gjet eller en hane, og
offeret maa fortæres samme dag, ofringen sker, og intet maa levnes.
Naar nu disse finner er forsamlet, dødes offeret under bønner
og besværgelser. Det er her ligegyldigt, om dyret dræbes ved
ét eller flere slag eller knivstik. Huden bliver saa afflaaet af
samtlige offergjæster, men især af den, som giver offeret, og
af den, som forestaar ofringsakten. Kroppen bliver straks lemmet
i stykker med en offerkniv, led for led, og intet ben maa brydes
istykker. Derpaa tager han, som giver offeret, det, bedste og
fedeste stykke og siger til afguden: annam dette offer af mine
hænder til forsoning for mine synder og hjælp mig i det eller
det. Han lægger det paa alteret, eller hvis de intet alter har,
graver han det ned i den dertil i hans gamme opkastede hule.
Resten af offeret ædes af den, som giver offeret, og af samtlige
indbudne offergjæster, og saa juoiges og synges en sang, afguden
til ære. Benene, som bliver igjen, naar kjødet er afædt, lægges
enten paa alteret til det kjød, som blev ofret, eller nedgraves i
jorden. Til ingen af afguderne giver de brændoffer undtagen til
solen, og da sker ofringen paa en særlig dertil helliget sten.
Den, som giver offer, maa, hvis han ikke selv er noaide,
tilkalde en, som er det, og som har den gave, enten ved
runebomme, sten, øks, brændevin og øl eller mundtlig, at kunne
spørge og faa svar af afguderne. Noaiden eller han, som forretter
ofringen ved at slagte kreaturet, maa være iført en særlig
offerhabit. Hovedet er ombunden med en kvinde-snørehat af linned,
paa hvilken sættes en krans af løv og blomster; saadan krans
sættes ogsaa paa hovedet af dyret, som skal ofres, over skulderen
hænger et hvidt forklæde.
J. Kildal skriver: Naar en fin vil ofre en okse af ren eller
andet fæ, beder han slægt og naboer til sig, og saa gaar de alle
til skogs med sine bedste klæder paa. Naar de kommer hen
mod den plads, hvorpaa offeret skal ske, og har oksen med sig,
da tager noaiden eller finnen, som skal gjøre offeret, bæltet af
sig som tegn paa ydmyghed og hænger det over skuldrene. Baade
han og alt folket, som han har med sig, ydmyger sig saa dybt,
at de gaar som tegn paa ydmyghed med stave dybt krummede
imod jorden hen til pladsen, hvorpaa offeret skal ske. Naar
oksen er slagtet, da sker blodsmurningen over det træ, som hører
til den gud eller gudinde, som offeret gjøres til. Det af oksen,
de lægger til offer, er begge hornene, hans pudenda, et stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
