Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 256
FINMARKENS AMT.
af tungen, et stykke af lungen, et stykke af hjertet, alle benene,
hvoraf intet maatte brydes; noaiden eller finnen, som ofrer, har
saa mange mennesker samlet til offermaaltidet, at de kan æde kjødet
af alle benene. Guden eller gudinden, som der ofres til, skaber
selv kjød paa benene og giver oksen liv i sit hjem og har saa
der en fuldkommen og levende okse. Det alter, hvorpaa noaiden
eller finnen, som ofrer, lægger offeret, er enten en høi sten eller
en kløft i et stort træ, hvilken kløft er ikke mere end en favn
fra jorden; der opreises da ved saadanne offeraltere det træ, som
hører til guden eller gudinden, til hvilken offeret sker.
Olrik gjør opmærksom paa, at den dragt, som bæres af den,
som leder offerhandlingen, er mærkelig: en snørehat med kraas
og krans paa dyrets hoved og hvidt forklæde over skulderen.
Jessen giver en udførligere beretning: «Paa offerdagen begav
blotmanden sig sammen med den fin, som havde forskaffet
offeret, og dem, som var budne til gjæst, hen til offerpladsen.-
Blotmanden var da iført sine bedste klæder, havde en kjæde af
messing omkring den høire haand og var omgiven med et bælte,
som gik over den venstre aksel ned til den høire side, som et
ridderbaand. Skede ofringen til en Saivo-nieid (bergmø) eller en
af Akkerne (de kvindelige, underjordiske eller til huset knyttede
guddomme) til ære, saa havde han en hvid linhat paa, foruden
det sædvanlige hvide linklæde.»
En saa detaljeret offerdragt er ellers ukjendt af de finniske
folk, blomsterprydelserne har ikke sidestykke, og under en saa
nordlig breddegrad ser de noget overraskende ud, bemærker Olrik.
Tillempning af offerdragt efter de enkelte guddomme er ellers
ukjendt i den finniske folkeæt. Det hele synes at høre hjemme i
en anden og høiere kultur. Allerede de gamle missionærer har
udtalt en tanke herom, der ved første øiekast synes paafaldende:
at det er den antike gudsdyrkelse, der gaar igjen. Her
forekommer blomsterkrans om offerdyr og om præst, den hvide
offerdragt, ombinding paa særlig maade, og iførelsen af
klædningsstykker, der antyder den guddom, man ofrer til. Saaledes skildres
grækernes præstedragt: hvid dragt (undtagen purpur til de
underjordiske guddomme), intet bælte, kranse om hoved. Her vilde den
finske præstedragt passe adskillig bedre end i de omgivelser, hvor
den findes. I den kjæde, som den ofrende bar om sin høire
haand, mener Olrik at gjenkjende det mærkeligste stykke i
nordisk gudsdyrkelse, helligringen, der havde sin plads paa alteret,
men under ofringen bares af goden paa hans høire haand. De
andre dele af en nordisk godes offerdragt kjendes ikke; men efter
hele det forhold, hvori de mere udviklede kultusformer hos
finnerne staar til nordisk liv, maa vi vente, at ogsaa offerdragten
er efterligning af den nordiske. Maaske har nordboerne havt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
