Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNERNES OFRINGER.
257
offerskik, der mindede om den romerske, og offerdyrets
blomsterkrans kan have hørt med til den høitidelige ofring.
Ved ofringen af træbilleder, hammere, spinderokker etc. gjøres
der ingen videre ceremonier: Finnen gaar hen til alteret og
lægger offeret der med nogle ord til afguden. Har de ingen
altere, saaledes som sjøfinnerne, da graver de det ned i jorden
under gammen. Dersom det er Mubenaimo (eller satans eget
billede), som skal graves ned, da maa ogsaa tillige en hund ofres
hel; med dennes blod bliver billedet bestænket, og derpaa graver
de ned billedet tilligemed hunden.
Om finnernes djævelske sædvaner ytrer Randulf i
Nærø-manuskriptet, at det er saa langt fra, at de er ham alle bekjendte;
thi de er utallige. Hver fin har juleaften gjerne noget øl og
brændevin, og han indvier da sin hytte. Hver gamme har to
døre, den ene, paasio, holdes for at tilhøre den store Immel og den
anden, kaldet uks, er indviet eller indrømmet for Mubenaimo eller
satan; fyrstedet midt i gammen er indviet til gudinden Sarakkas
ære. Julaften tager han, med hustru og børn, den ene efter den
anden, en skaal øl eller et støb brændevin og slaar halvparten
ud i paasio, med den anden halvdel drikker han Immels eller
Guds skaal, ligedan forholder han og de andre sig ved den anden
dør, uks; de drikker Mubenaimos skaal, og ligedan ved ildstedet,
hvor halvparten slaaes ud, og Sarakkas skaal drikkes.
Dette offer til paasio bragtes BoaSSo-akka, som af J. Kildal
kaldes Poskjo Akka, kvinden som lever under poskjo (o: boaSso)
neden i jorden. Paa Thomas von Westens tredje reise bekjendte
en fin for ham, at han havde «seymet» (o: bragt drikoffer) til
Poshio-akka, hvem han havde fortørnet. Efter J. Kildal bekjendte
han, at han havde et bæger, som han havde brugt kun til at
seyme med, men ikke til andet; det var af træ, smukt udskaaret
og malet; det fyldte han med brændevin, og saa havde han i sit telt
med brændevinsbægeret «omsvinget» sig nogle gange. Under denne
omsvingen slog han brændevinet ud af bægeret, og lod Poshioakka
selv styre brændevinet, idet det faldt hen til det sted paa jorden,
hvorunder hun, som hun selv bedst vidste, boede. Med samme
bæger, fuldt af brændevin, havde han paa samme maade seymet til
Maderakka, forat hun skulde være gunstig mod hans hustru og
hendes foster, naar hun var frugtsommelig. Lad være, sagde han, at
jeg har dyrket disse kvinder med de smaa ofringer, saa dyrker jeg
alligevel tillige ogsaa Gud i himmelen; derfor kan dette, som jeg
har gjort, ikke være synd. Denne fin bekjendte endvidere, at han
havde brugt Maylmen Radiens og Sarakkas alterens sakrament, og
at han var omdøbt. Efter Forbus ofrede finnerne drikoffer
(brændevin eller andet) til Sarakka julemorgen. Han tilføier : Drikken,
som om juledag slaaes ned, kan og ofres til andre guder.
17 — Finmarkens amt II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
