Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 258
FINMARKENS AMT.
Randulf opfatter dette som en bespottelse. Sarakka, siger
han, er den helvedes afgudinde, som de paakalder for de kvinder,
der er i barnsnød, og satan har da lært dem at bruge denne
djævelske sædvane paa Kristi fødselsnat, for at faa Kristi fødsel
under Sarakkas skaal o. s. v.
Derefter omtaler Randulf en anden efter hans mening
vederstyggelig sædvane: Manden, med hustru og børn, ofrer til solen
hver nytaarsmorgen en messingring i en brønd eller bæk.
Dersom solen skinner paa ringene i vandet saa klart, at de alle ser
klare ud i vandet, saa betyder det et godt aar, men synes ringene
mørke og dunkle, eller nogle af dem helt sorte, da betegner de
mørke ringe et ondt aar i alt det, han foretager sig, og de sorte
ringe den visse død for den, hvis ring ser sort ud, med mindre
døden afvendes ved offer. Af den grund søger man straks ved offer
at formilde Jami, o: de døde, og Mubenaimo, o: satan. Alle finner
har ikke denne sidste sædvane, men alle, baade de i Nordland
og Finmarken og de paa fjeldene og ved sjøkanten af Namdalen
og Indberred, drikker de tre nævnte skaaler om julaften.
Finnerne havde omhyggeligt tilsyn med, at intet blev brudt
eller forkommet af et ofret dyrs ben. Det er den samme tro,
som kjendes fra fortællingen om Tors bukke og fra Mose lov
(2 Mos. 12, 46; 4 Mos. 9, 12). Det heder om paaskelammet:
Det skal ædes i ét hus; du skal ikke bære noget af kjødet
ud af huset, og I skal ikke bryde ben paa det. Det gjentages i
fjerde Mosebog, at de skal ikke bryde noget ben paa det, og de
skal ikke lade noget tilovers til om morgenen. Ogsaa hos
finnerne shulde offerdyret fortæres samme dag, og intet levnes
(pag. 255). Paa samme vis undlod finnerne at knuse den
dræbte bjørns ben, kvilke de begraver, som Högström fortæller,
i den tro, at den da skulde opstaa og leve efter døden. En
lignende tro ligger til grund for, hvad der i Peder Fyllings
folkesagn fortælles om troldkjærringen Maske Bjørdal; naar man
spiste sild i hendes nærværelse, gjorde hun de sild levende, hvis
rygben man forsømte at knække.
Om finnernes altere heder det i Nærø-manuskriptet, at de
bestaar ved sjøkanten af en stor sten, hvorpaa de ofrer kreaturer,
træbilleder eller tran, som de gyder over stenen, eller alteret er
bygget af træværk som et bolværk. I et saadant alter kan
undertiden være 20 eller 30 læs ved; disse altere har de staaende til
ære for hver af sine tre store guder oppe i skogen.
Missionær Kildal, som fulgte med von Westen til Ofoten,
brændte i 1722 i fasten i løbet af omtrent 14 dage 40 saadanne
træaltere med alle derpaa liggende ben og billeder. Der var saa
mange ben paa disse altere, at de ikke skulde kunne kjøres bort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
