Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 260
FINMARKENS AMT.
hunden ikke engang undtaget, fik ikke betræde disse hellige fjelde
eller de hellige steder, hvor gudebilledet stod.
Finnerne lagede sig gudebilleder baade af træ og af sten,
men de var vel egentlig stentilbedere. Sieiddebillederne af træ
benævntes muorra-jubmel (trægad). Disse stilledes helst paa en
vakker, græsrig plet, hvor man drev fiske eller anden fangst;
men ogsaa i skogene, hvor man boede eller færdedes.
En sten, som tilbedes, kaldtes gædge-ibmel eller jubmel eller
stengud, og den ansaaes for at være høiere og mægtigere end
muorra-jubmel og holdtes derfor helligere. Stor omsorg drog finnerne for
enkelte stene, som var tildannet af rindende vand, eller paa hvilke
naturen ellers havde dannet forunderlige former. Særlig pris
satte de paa stene, hvis form nogenlunde lignede det
menneskelige legeme. Saaledes f. eks. ofrede forbifarende til en hvid flek,
der lignede et menneske med hovedet ned og benene op, der
findes i et fjeld ved Porsangerfjorden.
Stenguder i menneskeform kaldtes gcectge-olmuS
(stenmenneske) til adskillelse fra andre hellige stene, som benævntes
basse-gædge (hellig sten), skjønt ogsaa stenguderne gaar ind under
den almindelige benævnelse sieidde. Selve stenen eller billedet i
og for sig kunde ikke udrette noget, men kun den guddom, som
boede i stenen. Træguderne indviedes ligesom stenguderne.
Idolen smurtes eller overstrøges med rensdyrblod og fedt af en
bjørn, bæver eller andet dyr, som guden sendte til finnens fælde.
Inden denne smurning fandt sted, ansaaes den ikke for værd at
tilbedes; efter smurningen og indvielsen var idolen ibmel (gud),
som kan sees af følgende inaugurationsord:
Vuiddu, Yuiddu passe sieidde
Pora taikke ik pora,
Læge tadded mu ibmel am.
•Smøres, smøres min hellige sieidde,
spis eller spis ikke,
vær ligefuldt min gud.
Til saadan smurning benyttede sjøfinnerne tran.
Forat guden skulde vedblivende være gavmild, fordrede
han ofre og dyrkelse. Smurningerne maatte derfor gjentages fra
tid til anden. Jo oftere det skede, og jo mere rundhaandet
man var med fedtet, desto naadigere var guden, des større og
rigere blev hans gaver, hvis man ogsaa forstod at dyrke ham
paa rette maade; herom kunde man faa veiledning af runebommen,
denne finnernes uvurderlige raadgiver i alle anliggender.
Stene, heder det i Qvigstads og Sandbergs eventyr, dyrkede
de paa den maade, at den, som drog ud paa fangst, først gik
til stenen, kyssede den tre gange og sagde, hvis det "gjaldt fiskeri:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
