Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 262
FINMARKENS AMT.
have sine saivok, og desuden havde han til sin raadighed 3 slags
saivodyr, flere eller færre af hvert slag, som altid kom
tilstede, naar eieren juoigede efter dem. Det var saivo lodde
(saivofuglen), saivo guolle (saivofisken) og saivo sarva (saivorenen).
Alle disse dyr kaldtes med et almindeligt navn saivo vuoing eller
vuoigi/a (saivo- eller hellig aand) eller saivo ga^e (saivo-følge).
Jo flere saivok finnen eiede, desto større anseelse havde han.
Derfor søgte hver fin at skaffe sig saa mange, han kunde, op til
10 å 12 og endnu flere.
Saivok gik i arv og kjøbtes og solgtes. Forældre pleiede,
medens de var i live, at skifte sine saivok mellem børnene; og den
som flk mange saivok i medgift, ansaaes for at have gjort et
godt parti.
Var forældrene døde uden at have skiftet sine saivok, saa
kunde børnene kun ved at frembære offer til disse saivok skaffe
sig deres bistand og bevaagenhed.
Saivok tilbades, som berørt, i billeder, idoler. Hvor et
saadant var stillet op, det kunde være ved et vand, i en lund, paa
et fjeld eller andetsteds, og der med offer var indviet til saivo,
der levede saivo og virkede med guddommelig kraft i selve idolen.
Saivobilleder og sieidder var saaledes i mange henseender
lige. Begge flk offer, begge henvendte de sig til i enkelte
anliggender, begge havde sine omraader, over hvilke de raadede, og
begge hædredes de med gudenavnet ibmel eller jubmel.
Saivo-ofre var i virkeligheden en dyrkelse af de døde; thi
saivok svarer ikke til halddek, kvænernes «haltiat», som nogen
paastaar, men til de afdøde mennesker, ytrer Fellman.
Haldde, flertal halddek er vætter eller skytsaander, paa det
nærmeste svarende til kvænernes haltia. «Alt,» skriver Fellman,
«havde sin egen haldde, hver lnnd, sjø, foss, skat, hus, fjeld,
dyr, fiskene o. s. v. Man havde saaledes tsjatse (vand) haldde,
cednam (jordens) haldde, mætse (skogens) haldde m. fl. Haldde var
en beskyttende aand. Saaledes drog f. eks. bjørnens haldde
omsorg for dennes vinterføde, som bestod af mjød og honning,
hvoraf haldde tilberedte en drik, af hvilken bjørnen daglig flk en
kop. Denne haldde beskyttede bjørnen, ligesom ulvens haldde
ulven, ogsaa mod fiender og gav ham gode raad.
Blandt de ofre, som finnerne gravede ned i jorden, var
ogsaa ofre til ædnam haldde, der raadede over jordens skatte,
som over bjørn i hi, rævunger m. m. For hvad de havde faaet
af vandets skatte, som fisk, bæver m. m., ofredes til tsjatse
haldde o. s. v
Disse halddek viser tydelig nok, at finnerne var
fetischdyr-kere, der tilbad døde gjenstande, fordi de opfattede alt som
besjælet i analogi med mennesket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
