Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
] 268
FINMARKENS AMT.
bar kjød ned ad bakken for at bringe det over fjorden til Akko,
kom den hellige Trifan, fortæller skoltefinnerne, og skrev det
hellige korsets mærke, som fæstede sig i klippen, hvor det
indtil denne dag sees (der staar som et kors af lysere bergart
over afgudens hoved). Noaiderne blev til sten og deres offer til
muld, og de staar i bakken indtil nu. Om sommeren, naar græsset
grønnes i bugten ved Vierccagoppe, da grønnes ogsaa noaiderne af
græstorven paa deres nakker; men de tre kors, som skölterne
fra Pasvik satte under Akkos klippe, er siden bortført af de
norske (disse tre kors var i 1860-aarene endnu at se paa
fast-landssiden ligeoverfor de tre forstenede noaider i bakken ved
Galtvuonnjarg).
Akko (bedstemor), til hvem her ofredes, er en kvindelig gud,
gift med Adja eller Aija (kvænernes Ukko).
Hun dyrkedes her ved berghammeren Akkobafte vistnok langt
ind i det 18de aarhundrede, da rensdyrhorn i mængde ganske vel
vedligeholdte fandtes i uren bag den store sten (Qvigstad og Sandberg).
Sine hellige steder viste finnerne skyldig ærbødighed.
Naar de paa sjøen for forbi et helligt sted, maatte iugen i
baaden sove. De talte ikke høit, skjød ikke fugle eller andre
dyr i nærheden.
I biskop Gunnerus’s tid levede paa Næsseby en gammel
finnekone, der tilbad en stenstøtte, hvilken hun morgen og aften
overgjød med melk.
Friis beretter i sin Mythologi, som kom ud i 1871, at endnu
for 20 aar siden fandtes en fin, som havde sit gudebillede,
hvortil han ofrede. Det skulde efter dette være omkring 1850.
Oaild. Finnerne har fra de ældste tider staaet i stort ry
for kyndighed i trolddom, og de har til denne dag blandt
menigmand det ord paa sig, at de kan trolde.
Landstrygere (fanter, tatere), der som troldkyndige vil gjøre
sig frygtede af menigmand, foregiver, at de er fra Finmarken,
for at vække høie forestillinger om dygtighed i trolddomskunst.
Af historiske skrifter som af gamle love sees, at man reiste til
finnerne for at lære dygtighed i trolddom, og at man ved
finnernes trolddom skaffede sig en oplysning, som det var
magtpaaliggende at faa, skriver Fritzner. For at lære trolddom var
Gunhild sendt af sin fader Øzur Tote til finnerne, da Erik
Blodøkse paa sin reise til Finmarken fandt hende der. Til
finner henvendte Ingemund den gamle sig for ved deres hjælp at
faa tilbage det billede af guden Frøy, som han havde mistet.
Olav Tryggvason søgte efter sin ankomst til Norge oplysning hos
en fin om fremtidens hændelser. Finnerne gjorde Tore Hund 12
renpelse, som ved hjælp af trolddom havde faaet den egenskab,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
