Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GAND.
271
Man har Tel i gamle dage, ligesom endnu i vore, forestillet
sig, dels at troldkarlen eller troldkvinden enten iførte sig en fra
den menneskelige forskjellig skikkelse, og blev da hamhleypa i
egentlig forstand, eller farten foregik paa den maade, at man tog
et dyr, et menneske eller endog en livløs ting til at ride paa.
Saadan riden kaldtes da gandreih, ligesom det derpaa ridende
væsen kaldtes tröllrifta, kveldriba, myrkrifia, tuwrfåa, som og
hamhleypa, ligesom i første tilfælde.
Endnu har man i Nordland udtrykket gandferd, som bruges
om et følge af hekser eller onde aander, som tænkes at ride i
luften.
Kveldriöur eller myrkriöur kaldtes disse væsener, fordi de
ikke var ude paa sin færd, førend det ved aftenens komme var
blevet mørkt; tünriSur var saadanne, som hjemsøgte gaardene.
I sammenhæng med, hvad man i de gamle skrifter kan læse
om gandr (og gandreiö) baade i finnernes og nordmændenes
trolddom, staar den senere tids beretning om, at finnerne gjør gand
og dertil bruger sine gandfluer, som de har gjemt i en gandæske
eller gandhit. Det tør dog for største delen have sit udspring fra,
hvad Peder Claussøn i sin Norges beskrivelse meddeler derom.
Den anseelse, som Peder Claussøns Norges beskrivelse i sin
tid flk og længe vedblev at have, gjør det sandsynligt, at den
fremstilling, som han har givet af finnernes trolddom, kunde
trænge frem ogsaa til menigmand.
Til i Nordlandene at udbrede en dermed overensstemmende
opfatning af finnernes trolddom har vel Petter Dass bidraget i
den meget læste «Nordlands Trompet». Petter Dass kan ligesaa
meget have bygget paa, hvad han havde læst hos Peder Claussøn,
som paa, hvad han havde hørt i Nordland.
Fortællingen om gandfluer er mistænkelig, fordi der i ældre
skrifter, som handler om finnernes trolddom, intet forekommer
herom.
Blandt de svenske finner er gandfluen aldeles ukjendt.
Derimod taler baade Ziegler og Olaus Magnus om troldpile af bly
paa en fingers længde, som finnerne udskyder, og hvormed de
paa lang afstand kan ramme og paadrage sygdom eller volde
døden. Seheffer omtaler dette i sin «Lapponia» og mener, at
dette grunder sig paa en misforstaaelse eller mistydning af ordet
skot, der i folkemunde betegner saadan trolddom, hvorved der
paaføres mennesker eller dyr en pludselig sygdom.
Peder Claussøn siger ogsaa om finnerne, at de «skyder» sin
gand. Hvad de norske finner efter hans ord dermed udretter,
dertil betjener de svenske sig efter Seheffer af noget, som de
kalder tyre, og som er en kugle saa stor som en valnød eller et
lidet æble, sammenpakket af et dyrs eller et træs uld, glat, men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
