Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
STALLO.
279
jernstang eller den store kniv rødglødet, og saa stødes den
gjennem ryggen paa stallo.
Sandberg fortæller om en stallo, som omkring 1830 var i
aftenselskab hos Andreas Esbensen i Vadsø.
Sarak Henriksen Skakut, fader til Svend Saraksen i
Bugø-fjord, kom engang i et slagsmaal i Vadsø til at kaste en russer
paa sjøen, og siden frygtede han for besøg af stallo. En
vinterdag omkring aaret 1830 var Sarak paa fjeldet og drog mose,
saaledes som finnerne pleier; de sanker mosen om høsten og lader
den fryse til klumper, som de drager hjem paa vinterføret. Med
en gang blev læsset saa tungt, og han tænkte paa at kaste af nogle
klumper; men saasnart han snudde sig, var læsset letnet af sig
selv, og han fortsætter hjemover med kjælken. Men lidt efter
blev kjælken saa tung, at han ikke kunde rokke den af flekken.
Da forstod han, at stallo var ude, slåp kjælken og skyndte sig
hjem. Han sagde ingenting, men gik i baaden og lagde udover
fjorden til Vadsø. Men du skal høre, hvorledes det gik! Sarak
gik iland i Vadsø ud paa eftermiddagen, og der traf han stallo
paa gaden og maatte love at møde stallo næste nat kl. 12. Det
nyttede vel ikke at undslaa sig. Ved midnat mødte Sarak paa
det bestemte sted i fjæren straks nedenfor gamlekirken i Vadsø.
Før han gik, havde han laant med sig en nordmandskniv, en
tollekniv, som han gjemte i kufteærmet. Det var frost, og
maanen stod blank paa himmelen; men stallo kom ikke. Sarak bad
til sin himmelske Gud, saa ræd var han, og han begyndte ogsaa
at fryse; endelig kom stallo, som havde været i aftenselskab hos
Andreas Esbensen og saa ganske oprømt ud. Straks han flk øie
paa Sarak, hoppede han saa høit, at fodsaalerne kom i høide
med Saraks skulder. Sarak var bange, da stallo var saa stor og
kunde hoppe saa høit; men han beholdt tankerne samlede.
«Kanske,» sagde han til stallo, «er jeg ikke den rette mand. Du har
vel navnet opskrevet? Hvis du har det, saa læs op!» Da tog
Stallo frem et papir og læste, idet han holdt det op imod
maanen : «En stor og stærk stallo udsendes herved til at slaas med
Sarak Henriksen Skåk — —.» Længer kom han ikke, for Sarak
kjørte den lille nordmandskniv, som han havde i kufteærmet, i
stallo, som faldt i fjæren uden suk for sig og døde der. Det
var gaaet saa snart, at de ikke havde gravet nogen grav i
forveien. Derfor maatte Sarak ind til byen efter redskaber, og han
var ikke færdig med at begrave stallo, før fiskerne kom i fjæren
om morgenen for at grave agnmak. Efterpaa var Sarak ligesom
tullet, og gik op paa bakken, der hvor den nye kirke i Vadsø
nu staar, og lagde sig ned i sneen for at hvile. Da fandt han i
barmen en liden flaske med brændevin og tømte indholdet. Han
blev da saa stærk, at han flk magt til straks at gaa ned i byen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
