Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
FINMARKENS AMT.
«Physiologus» i 2 islandske bearbeidelser, og her forekommer
følgende beretning ^«Aarbøger for nordisk oldkyndighed», 1889):
«I havet er der en hval, som heder aspedo, paa ryggen er
der ligesom en skog. Men midt i havet skyder den sin ryg op;
og sjøfolk antager det for at være en ø og fastgjør sit skib
derved og tænder derefter baal. Men aspedo mærker heden og
dykker ned i havet med alle sjøfolkene. Saaledes bliver de
mennesker bedragne, som fæster deres haab til djævelen og glædes
ved hans gjerninger, og de sænkes i de evige kvaler med fanden.
En anden egenskab har den: naar den er sulten, aabner den
sin mund og lader ligesom en vellugt gaa ud (af sin mund).
Men de smaa fiske mærker vellugten og samler sig i dens mund.
Men naar dens mund er fuld, lukker den sin mund i og
sluger dem.
Saaledes beseires de vantro mennesker i fandens mangfoldige
fristelser ligesom de smaa fiske; men de større tager sig i agt
og kommer ham ikke nær.»
I denne beretning gjenfindes «Kongespeilet»s hafgufa, som
omtales saaledes i «Kongespeilet»:
«En fisk er endnu ikke nævnt; men jeg nærer nogen
betænkelighed ved at omtale den paa grund af dens størrelse, thi
det vil forekomme de fleste utroligt. Der er heller ikke ret mange,
som kan give nøiagtig besked om den, thi de fleste har sjelden
seet den, da den aldrig kommer i nærheden af land eller paa
steder, hvor fiskere kan vente at se den; jeg antager ogsaa, at
den slags fisk ikke kan være ret talrig i havene; vi kalder den
som oftest i vort sprog hafgufa. Dens længde kan jeg ikke med
vished angive i alenmaal; thi de gange, den har vist sig for folk,
har den syntes mere lig et land end en fisk. Jeg har hverken hørt,
at den er bleven fanget eller fundet død, og det forekommer mig
sandsynligt, at der ikke er mere end to saadanne fiske i havene,
og jeg tænker, at de ikke faar noget afkom af hinanden, thi jeg
tror, at de altid er de samme; det vilde heller ikke tjene de
øvrige fiske, om de var saa talrige som de andre hvaler, paa grund
af deres størrelse og den store masse føde, de behøver. Det
fortælles nemlig om denne fisks natur, at naar den skal æde, saa
giver den en stor råben fra sin hals, og med denne råben følger
en mængde fødeemner, saa at alle slags fiske, som kommer i
nærheden, baade store og smaa, samler sig der og tænker, at de der
skal faa mad og god næring. Men den store fisk lader imidlertid
sin mund staa aaben, og den aabning er ikke mindre end et
stort sund eller fjord, hvorfor fiskene ikke kan tage sig iagt for
at løbe derind med deres mængde. Men naar dens bug og mund
er fuld, da lukker den sin mund og har da fanget og
indespærret alle dem, som før higede derhen for at søge føde.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
