Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OVERTRO.
315
At se sig selv, det vil sige sit vardøger, er ogsaa hos
nordmændene og hos flere folk et varsel om snarlig død.
Som feigd betragtes en fugl, som kaldes lidno, vistnok
stenuglen, naar der i mørkningen høres en jamrende lyd fra den.
Naar denne lyd høres, skal man ikke tale eller give nogen slags
lyd fra sig; thi da holder nævnte fugl paa at bære et eller andet
menneskes feigd paa sig; giver man en lyd fra sig, «bytter
fuglen feigd og tager den sidst talendes feigd paa sig eller
rettere: bliver feigd for den talendes forestaaende død.
Hvis et lig ikke vil stivne, men holder sig noget slapt, naar
man bærer det ud, saa venter det snart en efter sig i samme
hus. Hvis øielaagene paa liget har aabnet sig lidt, medens man
lægger det i kisten, saa venter det ogsaa, at nogen snart skal
dø, om ikke netop i samme hus, saa dog i samme grænd. Dette
er en norsk forestilling. Under ligets paaklædning og medens
det lægges i kisten, skal man have votter paa hænderne, forat
disse ikke skal blive nomne.
Naar liget bæres ud af huset, skal alle døre staa aabne,
forat alle dødninger skal faa drage ud med liget; ellers kan man
faa høre uvæsen i huset, ialfald i de første dage. Den aabne
dør (eller det at gløtte paa døren efter en besøgendes udgang) er
almen norsk skik. For levendes vedkommende «for at slippe
vardøgret (skytsaanden) ud». Naar det bruges efter lig, er det,
forat den dødes sjæl ikke skal blive indestængt. Døren i det
udhus, hvor liget imidlertid henlægges, skal ikke stænges, ei
heller, naar liget tages ud for at føres til kirkegaarden.
Hvis man bider i en ligkiste, saa ser man en dødning hele
sit liv, og naar de viser sig, maa man følge.
Naar en person dør i huset, kastes i Maasø gloende aske
eller ild efter dem, der bærer ham ud.
Dette er til beskyttelse mod dødninger. Dødninger kan af onde
mennesker sættes paa folk, og da gaar det paa livet løst.
Dødningerne kommer ved midnatstider, og faar de ikke dræbt den
person, mod hvem de er udsendt, dræber de udsenderen selv. Vil
man hytte sig mod dødningerne, har man kun det raad at kaste
ildmørje og gloende kul mod dem.
Før liget har hørt kirkeklokken, kan det høre levende folks
tale og viser sig for hvemsomhelst, naar det under
paaklædnin-gen og lægningen i kisten kræves. I ældre tid var der folk, som
bar nag til den døde og hevnede sig ved paa denne maade at
uroe den afdøde. Man behøvede ikke at udtale ønsket med
lydelig stemme, men kun at hviske, uden at nogen hørte det;
haanden maatte dog være i berørelse med liget.
Men de døde, som endnu ikke har hørt kirkeklokken, kan
gjøre meget ondt, hvis man gjør dem vrede. Derfor pleier alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
