Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
FINMARKENS AMT.
stockflethske mission forefandt ialfald lige fra først af ikke et
eneste individ med hedenske begreber blandt finnerne i Norge.
Dette hindrer vel ikke, at der indtil midten af det 19de
aarhundrede kunde være en og anden fin, som besmurte en hellig
sten med tran, og runebommen er benyttet i Hatfjelddalen
ialfald til 1860.
Efter sin bekjendelse er nu alle norske finner kristne.
Erindringen om de gamle guddomme er tabt eller lever som
rester af overtro; finnen ved ofte, hvor hans forfædre bragte sine
ofre, og der staar den dag idag overtroisk respekt af de stene,
som repræsenterede de gamle finske guder.
Der er hos finnerne mere en medfødt ærbødighed og agtelse
for Gud, en levning af den gamle overtroiske trællefrygt for
almagten, end nogen egentlig dyb religiøs trang og tilsvarende
hjerteliv i Gud, skriver missionspræst Tandberg i 1895, og det er
meget muligt, at gamle Ole Ravna, grønlandsfareren, har ret i,
hvad han engang bemærkede om hans udsendelse til fjeldfinnerne:
«Jeg tror ikke, det hjælper meget at prædike for disse folk; de
er ugudelige alle tilhobe.»
I Maggaluft, i nærheden af Pollen, er der to gammer, hvor
præsten Tandberg for nogle faa aar siden modtoges med de ord:
Dabe læ masa bakenvuotfa: Her er næsten hedenskab. Dette er
naturligvis ikke at forstaa bogstaveligt.
Paul Warnefred eller Paul Diaconus (ca. 730—800) siger, at
en del af finnerne allerede paa hans tid var omvendt til
kristendommen, men det kan aabenbart ikke have været tilfælde,
bemærker Fritzner; men det kan heller ikke være noget vidnesbyrd
imod deres kristendom, at de paa Adam af Bremens tid var
hengivne til trolddom. Thi saadant lader sig vel forene med et
slags kristendom.
I Historia Norvegiæ, som antages forfattet omkring 1200,
omtales det norske Finmarken som beboet af kristne, men de
mod nord eller østenfor Norge boende kareler, kvæner, hornede
(cornuti) finner og bjarmer omtales derimod som hedninger.
Forfatteren omtaler vistnok finnernes vantro og trolddom og
sætter de kristne i modsætning til finner. Men den nævnte
vantro kan netop have bestaaet deri, at de var hengivne til overtro
og trolddom, saa at de kun var lidet kristelige, men dog ikke
kunde kaldes ukristne.
Fritzner mener at kunne godtgjøre, at Norges finner allerede
før reformationens indførelse i landet var paavirket af
kristendommen eller underkastet de til dens kultus hørende forskrifter.
Han henviser til, at betjeningen med Herrens nadverd betegner
vore finner med ordet dievnas. som er vort gamle sprogs ßjdnasta,
der har samme betydning; men paa den tid, til hvilken man i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
