Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
324
FINMARKENS AMT.
signelse ved brudevielser. Men i de afsidesliggende egne kunde
heller ikke dette ske.
Synderlig rart bevendt har det neppe været med finnernes
kristendom ned til reformationen og senere.
Erkebisp Erik Walkendorf skriver ca. 1520 om finnerne:
«Et land, som heder Trenes (Kolahalvøen), fuldt af tætte
skoge, grændser i øst til Finmarken; det beboes af vilde
mennesker, som (i fornuftens brug) ikke skiller sig meget fra aber.
De tilbeder guder og betaler skat til Norges konge, Sveriges konge
og Ruslands keiser. De kjender ikke faste huse, men bruger telte,
saa snart som de skifter plads; derfor søger de altid nye sæder,
efterhvert som der er mængde eller mangel af vilde dyr, af hvis
raa kjød de lever. De klæder sig i skindet af de tagne dyr.
1 syd til Finmarken grændser Rusland, hvis indbyggere
desværre ofte har gjort store overfald paa de nærmest boende
kristne. De finner, som bor mellem Rusland og Finmarken, er
nu kristne; mange af dem, som hidtil ofrede til dæmoner, har
vi lært at dyrke den ene Gud, og de, som foragtede egteskabet,
har jeg viet og ladet vie ægteskabelig i kirkens aasyn, idet jeg
viste dem, at det var forfængeligt og farligt for deres sjælefred
at ofre til guderne, og tilfredsstillede efter min evne mit
kirkelige embede. Dernæst har de i livets ord og i oprigtig tro lovet,
at de vil følge den af mig givne regel til at leve vel og
lykkelig, og at de vil overgive den til sine børn og efterkommere til
evig tid, hvilket jeg beder, at den store og gode Gud vil
bekræfte. »
Medens de østlige finner paa Kolahalvøen af erkebisp Erik
Walkendorf ca. 1520 betegnes som vilde, regnede russerne ifølge
Herberstein netop de vestlige finner vestenfor Tromsø for vilde
finner.
Claudius Glavus og hans aflæggere i 15de aarhundrede
kjender modsætningen mellem findlappi (i Norge og Sverige, særlig i
Sverige) og wildlappmanni (paa det nordøstligere fastland).
Fra finnebyer paa Sørfjeldet: Arrisby (Utsjok), Eskelby
(Teneby), fndejaur (Enare), Adever Avjuvarre) og Kodicken
(Kon-tokeino) findes i norske skattemandtal fra slutten af 16de
aarhundrede norske døbenavne ved siden af finske, karelske og
russiske, hvilket antyder en mission fra norsk Finmarken.
Erkebiskopens missionsforsøg har vel imidlertid indskrænket sig til
finner, som i sommertiden kom til Vardø eller Makur.
I løbet af det 16de aarhundrede blev der bygget mange
kirker i Finmarken. Efter reformationen var der følgende
præstegjeld i Finmarken: Loppen, Sørvær, Medfjord, Ingø, Hjelmsø,
Tuenes, Kjelvik, Skjøtningberg, Omgang, Makur, Vardø, og
adskillige af disse præstegjeld havde annekskirker.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
