Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNERNES OMVENDELSE OG MISSIONEN.
347
Naar disse «raabere» vaagnede op af en daanelse, skal de i
vildelse undertiden have udtalt spaadomme om verdens
undergang, hvilken de ansaa for nær forestaaende. Men førend denne
indtraf, skulde da ogsaa visse tegn komme, som var afpassede
efter finske forhold:
«Svanen skulde blive sort som kul og ravnen hvid som sne.
Rensdyrene skulde faa nye horn midtvinters og blive saa vilde,
at folk ikke kunde passe dem, og saa frygtløse, at de ei brød
sig det mindste om hundene, men løb lige forbi baade dem og
folk. Saa skulde der ogsaa komme dyrtid, pest, hunger og krig,
og krigen skulde saaledes medtage alt mandkjøn, at kvinderne
skulde slaas om de faa, som var tilbage, ja til slutning skulde
det være saa sjeldent, at man saa en mand, at kvinderne skulde
kysse fodtrinene efter en saadan og fælde taarer over dem.»
Haarde-Hjorth skal have været slem mod disse «raabere».
Hvor han traf dem, slog han dem og jog dem ud af kirke eller
hus, ja han drog endog omkring i renbyerne og husene, søgte
dem op og bankede dem, saa længe han orkede, saa de maatte
rømme og skjule sig for ham.
Engang havde en saadan «raaber» paa en for folk
uforklarlig og følgelig efter deres mening overnaturlig maade klatret
op paa kirketaarnet, og idet præsten gik ud af kirken efter
gudstjenesten, raabte han ligesom med eil røst fra himmelen: «Se,
se, der gaar præsten, og to djævle sidder paa hans skuldre i
skikkelse af to ravne!»
Bevægelsen kom ikke udenfor Koutokeino og døde hen, uden
at videre udskeielser blev begaaede.
Værre gik det i 1852, da den af Læstadius vakte bevægelse
kom til Koutokeino.
Stiftets geistlighed med biskop Juell, der havde gjort flere
reiser til Koutokeino og lært sig finsk, mente, at denne aandelige
bevægelse vilde blive folket til velsignelse.
Koutokeinos præstegjelds befolkning bestod dengang som nu
mest af fjeldfinner. Om vinteren opholdt man sig paa fjeldet
omkring kirkestedet, ofte 9 mil fra dette; de kom dengang lige
til Karesuando i svensk Lappmarken og endnu længere for at
søge renmose. Om vaaren trak de til egnene nærmere sjøen.
Allerede i begyndelsen af aaret 1845 viste der sig tegn til
en aandelig rørelse i Koutokeino udgaaet fra det svenske
nabosogn Karesuando, hvor Læstadius som omtalt dengang var præst.
Kontokeinofinner, som hver vinter færdedes i Karesuando,
bragte underretning til sine sognefolk om hans mærkelige
prækener. Andre reiste ogsaa derhen for at høre. I vinteren 1847
kom 6 mennesker, 3 finner og 3 kvæner, til Koutokeino, udsendte,
som de sagde, af Læstadius for her at præke omvendelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
