Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348
FINMARKENS AMT.
Læstadius pleiede at indsamle penge for — som han i sit sprog
udtrykte sig — «at kunne sende hunde ud for at gjø». Præstens
datter fulgte med, ikke for at præke i Koutokeino, men i
Alten for dem, der ikke forstod finsk eller kvænsk. De andre 6
blev i Koutokeino, hvor de læste op stykker af Læstadius’s
prækener, udmalede de fordømtes pine i helvede og ivrede mod
drukkenskab, rentyveri og utugt. De, som skriftede sine synder,
erklæredes for gjenfødte og flk befaling til at præke.
I vinteren 1848 kom de seks prædikanter tilbage og var
nu komne længere frem, idet de var iførte Kristi retfærdighed.
Sorgen over synden som glæden over syndsforladelsen skulde nu
aabenbare sig tydeligere end første gang. Ligesom syndesorgen
ytrede sig ved graad og stønnen, saa skulde glæden vise sig ved
latter, dansen, hoppen og springen. Dette var begyndt i det
svenske nabosogn, hvor man efter eu altergang jublede, dansede
og omfavnede hinanden ved alteret.
Prædikanterne reiste, efterat der var opstaaet strid iblandt
dem og deres disciple; det endte med, at de gjensidigen fordømte
hinanden til helvede ; de kom ikke mere tilbage.
Den følgende vinter 1849—50 begyndte nogle at kalde sig
hellige og retfærdige, og det gik mere og mere i sværmerisk
retning med koutokeinofinnerne, med kappestrid om de høieste
aaben-barelser og naadeserfaringer. Nogle var kun aand uden kjød,
og en enkelt var Kristus. Sin klædedragt skulde de forandre,
til kirken skulde man komme i stygge klæder og uden bælte (det
sidste er hos en fin tegn paa sorg). Kvindernes huer, der bagtil
havde formen af et afstumpet krumhorn, skulde nu være simpelt
flade og dannede efter hovedet; thi en djævel sad i det hule
træstykke, som bevirkede den krumme form.
Vaaren 1851, da de troede sig stærke nok, indtraadte
forstyrrelse af den offentlige orden. Den troende havde frihed til
at gjøre alt; han styredes af den Helligaand. Selvraadighed og
kjødelig lyst flk frit løb. Præsterne og øvrigheden var djævle.
De aandelige var præster og øvrighed, profeter og apostler; dem
skulde man lyde.
Først havde man begyndt med at give tilbage til eieren,
hvad man havde stjaalet eller taget bort, men nu var den gjærrig
’og vantroende, som fordrede noget tilbage af en retfærdig.
Ogsaa de finner, som om sommeren kom ned mod Tromsø
i Tromsdalen, var grebne af bevægelsen. I 1851 saaes de
liggende næsegrus paa jorden udenfor teltene under jamren og hylen.
Om sommeren gjorde finnerne optøier i Skjærvø, og om høsten,
da de var vendt tilbage til fjeldet, gjorde de brud paa den
offentlige orden og sædelighed.
Paa den tid var Stockfleth i Vadsø, og biskopen anmodede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
