Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DIGTNING OG MUSIK HOS FINNERNE.
375
Digtning og musik hos finnerne. Finnerne synes ikke at
have synderlig musikalske anlæg og ei heller har de lyriske
digtere af rang.
Strengespil er blandt finnerne en ukjendt ting, ligesom de
overhovedet aldrig synes at have kjendt til musikalske
instrumenter af noget slags, ytrer Qvigstad og Sandberg.
Pastor Anders Fjellner, der var født 1795 af forældre, som
-var fjeldfinner, siger, at det eneste for fjeldfinnen eiendommelige
instrument er piben af træ eller ben, og deres eneste sang er
juoigingen.
Præsten Tandberg siger, at finnerne kjender ingen verdslige
sange, kun salmer og aandelige viser; neppe en vuggevise har de.
Helt blottet for sange og lyriske udbrud er dog finnerne
ikke. Allerede Scheffer har to finske lyriske digte; det ene
indeholder en henvendelse til rensdyret om at ile, saa de hurtig kan
komme did, hvor den elskede er, og det andet digt er ogsaa et
lyrisk udbrud af en elsker. Disse digte blev imidlertid ikke
sunget paa en vis melodi, men som det faldt enhver ind.
En del af finnernes sange er samlet i «Lieder der
Lappen» af O. Donner, der foruden nogle tidlig kjendte sange
indeholder endel digte, som han i 1874 flk af A. Fjellner i
Sorsele; videre er der i «Fellmans Anteckningar» endel finske
sange og sagn.
Af de finske digte, som er opbevaret, er da først nogle
episke sange: Bæive barnek (solens sønner), Pissjan-passjan-bardne
(Pis-sjan-passjans søn), Bæive neita (solens datter) og Kassa muödda
(den tykke pels). Men disse digte er efter Qvigstad vistnok
forfattede af Fjellner selv paa grundlag af prosaiske sagn.
I de episke brudstykker, som er levnet, foreligger der rester
af gamle mythiske og eventyrlige fortællinger, som har blandet
sig med hinanden.
Finnernes lyriske poesi er efter O. Donners mening ikke uden
al værdi, saaledes som mange har sagt. Allerede i de to ældste
af Scheffer meddelte digte er der sving og følelse.
Sine smaa sange kalder finnerne i Finmarken luotte, flertal luoäek,
og ledsager dem med en monoton melodi, som P. Læstadius kalder
udtryksfulde naturlyd, hvilke i fremmede øren lyder høist ubehagelig.
Fellman siger, at deres musikalske instrumenter og deres
præstationer paa dem var før som nu simple. Der var flere
slags trommer, som dog i det mindste allerede i slutningen af
den hedenske tid ikke brugtes til selskabelig underholdning, men
ved ceremonierne ved gudefesterne og ved udøvelse af
trolddomskunster. Desuden forekom hos dem fra gammel tid ogsaa nogle
andre instrumenter f. eks. horn og lure arbeidet af næver eller
træ. De brugte ogsaa et yderst primitivt blæseinstrument af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
