Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EVENTYR.
395
langt, langt op igjennom elven, slog den sig endelig til ro under
en stor foss og valgte sig ud en bekvem plads, hvor den kunde
gyde sin rogn, naar den tid kom. Men medens den stod der
under fossen, kom en dag en sjøabbor eller rødfisk op til den.
«Hvad er du for en fisk?» spurgte laksen.
«Aa, jeg er en noksaa vakker, rød fisk jeg, en halvbroder
af ferskvandsabborren,» svarede rødfisken, «og mine finner er saa
hvasse som synaale!» I det samme ståk den til laksen, saa han
øieblikkelig for til siden.
«Hvad vil du her oppe i ferskvandet, du, som ikke har det
mindste fedt paa dig?» spurgte laksen.
Jeg har mere fedt i mit hoved,» svarede rødfisken, «end
mangen fjeldfin har gods i sit stabbur. Vil du svømme ikap
med mig?»
Laksen gad først ikke engang svare paa rødfiskens
opfordring ; thi laksen vidste meget vel det, at den selv var den
spræ-keste af alle fiske til at svømme op igjennem elvefossene. Men
rødfisken lod ham ikke være i fred. Ret som det var, ståk den
igjen til ham med sine hvasse finner og spurgte: «Vil du
svømme ikap med mig?»
Saa lod da laksen sig glide lidt nedover for at faa godt
tilsprang, og derpaa for den ivei op igjennem fossen. Men i det
samme bed rødfisken sig fast i laksens hale. Da laksen var
kommen op i den øverste fosseskavlen og hovedkulds braavendte
nedover igjen, raabte rødfisken, som hang i halen:
«Se, nu er jeg høiere end du, og du kommer her og vil
svømme ikap med mig, jeg, som folk sjelden faar fat i, men du,
du staar her og lader dig fange af enhver gammel kjærring!»
Dette eventyr gjør i høiere grad end de fleste andre af
finnernes eventyr indtryk af at være eiendommeligt og ægte finsk.
Baade i finnernes og kvænernes poesi spiller fiskene en større
rolle end i de fleste andre folks tradition. Det staar vel i
forbindelse med landenes naturlige beskaffenhed, med mange fjorde
Og sjøer.
Dette eventyr findes da ogsaa i Finland og handler om «Loki
ja kiski (perca cernua), der betyder laksen og steinpurken, gers.
Det stammer fra Pyhäjärvi langt oppe i Finland.
Steinpurken og laksen mødtes engang under en foss, og der
væddede de med hverandre om, hvem af dem der kunde svømme
op fossen. Steinpurken var lur og bandt med et haar sin stjert
fast til laksens. Da laksen naaede op, snudde den sig og saa
efter steinpurken. Dermed ståk steinpurken hovedet frem bag
stjerten paa laksen og raabte: «Kjære, her er jeg jo!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
