Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4 22
FINMARKENS AMT.
ledes har fisket, være sig af torsk og sei». Han forbød saadanne
svenske folk at opholde sig i fjordene eller komme ned til Norge,
hvis de ikke vil bosætte sig i landet og blive norske
under-saatter.
Efter skyldsætningsforretninrjer i 1723 over eiendommene langs
fjordene i Skjervø og Lyngens præstegjeld var 2 kvæner bosatte
i Kvænangen, i Reisen 6, i Lyngen 9 og i ULäfjorden
(Sørfjorden) 1.
Schnitlers protokoller fra 1744—45 indeholder endel
oplysninger om kvæner, som er vandret ind i den første halvdel af
det 18de aarhundrede.
Saaledes heder det fra Alten :
>
«Ved Altenelv paa begge sider bor 4 nordmséiid og 16 kvæner
og finner, hvoraf de sidste alle inden en 24 aar, i den iorrige
svensk-russiske krig fra Torne Lappmark er nedkomne.»
Det har været under den store nordiske krig, der endte 1720,
eller 24 aar før Schnitler skrev. Kvænerne skulde efter dette
være komne ind inden den tid.
Om kornavlen, som kvænerne begyndte med, skriver han :
«Kornager haves ikke i dette Altens gjeld, uden i Alten dal
ved Alten elv; med hvilken sæd de fra Torneland overkomne
kvæner først har begyndt, hvilke folk er gode jorddyrkere.»
Om de indvandrede kvæner, som var komne til Varangerbotn
i det daværende Vardø præstegjeld, heder det i 1744:
«De nybyggere, som fra Sverrigs, Kemi og Torne
Lappmark, fra Storfinland og fra Arisby og Indiagers fjeldland hid er
komne, begaa sig ret vel.»
Derimod heder det, at paa russisk-norsk fælles grund som
Neiden, Pasvik, Peisen, Kola etc. kom ingen for at nedsætte sig,
formodentlig fordi «den russiske geistlighed af politiske aarsager
indbilder den gemene mand, at de norske have ei saa ret en tro
som russerne».
Til det marked, som først i februar holdtes fra gammel tid
i Varangerbotn eller Varangermarkedet, søgte «Torne stads
borgere, som her i landet kaldes kvæner, med kramvarer og kjøber
seifisk og renskind».
Først i det 18de aarhundrede var Tanadalen øde og ubeboet.
To gange om aaret besøgtes dalen af fjeldfinnerne under deres
aarlige flytninger til og fra kysten. Saa tog kvænindvandringen
sin begyndelse, først vistnok i det smaa. Kvænerne tog veien
over Enare, som allerede dengang var beboet af finner, der snarere
maatte ansees for fastboende end nomader, skjønt de havde ren.
Over Enare kom kvænerne gjennem Utsjok dalføre til
Tanadalen, hvor der var godt laksefiske i elven. Dennes bredder var
dengang overalt bevoksede med tæt birkeskog. Ca. 100 km. fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
