Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
4 22 FINMARKENS AMT.
1864 havde regjeringen for endel understøttet de mest trængende
med sædekorn, men da nu misvækstaaret i 1865 igjen paafulgte,
blev armoden og trangen saa stor, at understøttelse fra den kant
ikke blev tilstrækkelig.
Tilstrømningen af indvandrere til Skibotn i vinteren 1865—
66 var større end noget andet foregaaende aar. Fra november
1865 til slutningen af april 1866 kom der 108 mennesker ned
til Skibotn. Af disse var ca. 2/3 kvæner. Den største del af
dem bar vidnesbyrd om den yderste fattigdom, og nogles
udseende bar tydelige spor af hunger. Størstedelen af disse
indvandrende reiste til Alten og Hammerfest og nogle til Skjervø
sogn. I Lyngen spredte en god del sig ogsaa hist og her i
sognet.
Udgiveren af Fellmans «Anteckningar» siger, at deslige
udflytninger i hungersaar er betydelige.
Af finlandsk senatsskrivelse for 8de december 1869 til
domkapitlet i Kuopio erfares, at siden aaret 1867 havde blot
fra Kuusamo menighed udvandret, dels til norsk Finmarken og
dels til russisk Lappmarken, omkring 200 personer, hvilke for
størsteparten bosatte sig ved Ishavets kyst.
I 1875 boede kvæner i alle Finmarkens præstegjeld.
De kvæner, der søger ned til den norske kyst i fisketiden,
behøver ikke at sulte, saa snart de faar snøre i bunden. Det
kan derfor ikke forundre, at de i uaar søger fra det indre af
det nordlige Finland nordover til Ishavets kyster. Det indre af
Nordfinland har grunde, fiskefattige indsjøer, frostlændte marker,
er tyndt befolket, har daarlige veie, og befolkningen har, som
udførlig omtalt, ved hyppige misvækstaar ofte været udsat for
hungersnød.
Norske reisende, der fra Finmarken om vinteren drog til
udlandet over Enare og Nordfinland, har oftere berettet om
befolkningens nød, og hvorledes de har været nødt til at livnære
sig ved at koge suppe paa furubark, der har været tilsat med et
par næver mel og nogle fedtklumper.
Den kvænske indvandring til Vestfinmarken begyndte over
Koutokeino og Alten og til Karasjok, senere til Østfinmarken
over Sydvaranger, hvorfra strømmen fornemmelig gik til Vadsø;
til Tromsø amt fornemmelig gjennem Lyngen.
Kvænernes efterkommere i Alten har efterhaanden antaget
norsk klædedragt og har tildels tilegnet sig det norske sprog. 1
Karasjok er de forvandlede til elvefinner baade i sprog og i
dragt og er ved folketællingerne stadig betragtede som saadanne;
i Porsanger har de derimod bevaret sit eget sprog, men anlagt
en klædedragt, som væsentlig er den finske. I 1850—1870
voksede indstrømningen fra Finland stærkt og tog mest veien
til Østfinmarken, mindre til Alten og Kaafjord. Det var for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
