Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FINNEKONGER. 283
sakserne seierherrer. Derpaa søgte normannerne til en by hos
slaverne og tog den. En stærk hunger herjede det indre af
Frankrige i saa stor grad, at mange tusend mennesker døde, da
hungeren tog til.
Normannerne drog nedover Seinen og tilbage til havet og
plyndrede og herjede alle steder i nærheden ved havet. Men
skjønt den guddommelige retfærdighed, vred paa vore synder,
lod de kristnes lande og riger lide saaledes, vilde den ikke lade
hedningerne ustraffet gjøre den almægtige Gud afmægtig. Da de
med fuldlastede skibe seilede fra klosteret Sithdiu, som de
havde plyndret og brændt op, blindede Guds dom dem i den
grad ved mørke og vanvid, at meget faa med nød og neppe slåp
bort. Derover blev deres konge Oricus, som man fortæller, meget
urolig og sendte gesandter til Ludvig, germanernes konge, for at
faa fred og erklærede sig villig til at lade fangerne løs og give
de røvede skatte tilbage efter evne.
I de samme Monumenta Germaniae Historica, bind II, pag. 228,
(Annales Xantenses, aar 845) findes en lignende beretning.
I «Hellige mænds gjerninger» (Acta Sanctorum ed. Henschen
og Papebroch, for mai maaned, bind VI, pag. 797) er der en
legendarisk beretning, hvor de samme begivenheder skildres:
I aaret 846 efter vor herre Jesu Kristi fødsel, i den
udmærkede konge Karls 6te regjeringsaar, da frankernes kongedømme
efter keiser Ludvigs død var delt i flere dele og folkets sj’nder
tiltog og blod flød paa blod, da gik det ved Guds tilskikkelse,
fordi vor brøde krævede det, saaledes med vore, at fremmede
nationer brød op fra sin hjemstavn. Danernes folk, som
almindelig kaldes Normanner, det er folk fra nord, kom i sit overmod
til de kristnes lande med en stor flaade. De rasede vildt og
vendte op og ned paa alt, og da ingen gjorde modstand, seilede
de ind i floden Seine og landede ved Rotomacum (Rouen). Da
de mærkede (hvad vi ikke kan fortælle uden uhyre bedrøvelse i
hjertet), at egnens høvdinger var feige og frygtsomme, drog de
videre opad elven; selv kong Karl, som mødte dem ved
Caroli-venna og søgte hjælp hos helgenen Dionysius, kunde med sin
lille styrke ikke standse dem.
Fra Carolivenna gik de til Celia nostra, som ligger skraas
over for, og forsøgte adskillige gange at tænde ild paa apostelen
Peters og den naadige Germanus’s kirke. Da clet paa grund af
disse helliges fortjeneste ikke lykkedes dem, gik de ud og satte ild
paa et forraadshus, som stod ved siden. Derfra skjød der op
en stor ildflake, saa den antændte nogle grønne træer paa den
anden side af Celia; men kirkerne selv blev ikke skadede.
Den hellige paaskeaften kom de til Paris, som var aldeles
øde; de fandt alle klostre i omegnen forladt af sine beboere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
